(navigation image)
Home American Libraries | Canadian Libraries | Universal Library | Community Texts | Project Gutenberg | Children's Library | Biodiversity Heritage Library | Additional Collections
Search: Advanced Search
Anonymous User (login or join us)
Upload
See other formats

Full text of "Til erindring om Harald Jerichau"

o 



v^ 



TIL ERINDRING 



OM 



HARALD JERICHAU 



ELISABETH JERICHAU, 

f. Baumann. 




KjØBENHAVN. 

Andr. Schous Forlag. 
1879. 



TIL ERINDRING 



OM 



HARALD JERICHAU 



ELISABETH JERICHAU, 
f. Bai.mann. 





KjØBENHAVN. 

Andr. Schous Forlag. 
1879. 



M 



MA^? A 1974 



Thi Ti 



■RYKT HOS JØRGENSEN & KNUDTZON. 




Harald Jerichau, 

født den 17de August 1851, død den 6te Marts 1878. 



Uet er en Moder, der her^skriver Erindringerne 
om sin Søns Liv. Mangt et ømt Ord vil vidne 
derom; men nu, han er død, betragt dem da som 
Blomster, strøede paa den Kjæres Grav, og naar 
disse henvejres for Vinden, vil der dog stedse staa 
at læse, hugget i den kolde Sten: 'Her hviler et 
elskeligt Menneske, en dygtig Kunstner«; og disse 
Ord ville ikke alene staa at læse paa Stenen, der 
dækker Graven, men i Hjerterne hos den Heden- 
gangnes mange Venner. — Af Misundere havde 
han ingen. 



I Classens Have, i dens venlige Gartnerbolig, 
helt omspændt af frodige Vinranker, med mægtige 
Træer til Skygge, med det blaa Hav udstrakt mod 
Øst, hvor Hundreder af Skibe vugge sig paa Rheden, 
solende de hvide Sejl, boede min Mand, Professor 
Jens Adolf Jerichau, og jeg. I Sommeren 185 1 den 
17de August var det, at vor lille Harald saae Lyset. 
»Hvilken lang lille Abekat!« sagde Bedstefader 
Baumann, der netop var ankommen til vort fjerde 
Barns Fødsel. — Spinkel, men fornøjelig var den 
Lille; han hoppede og dansede uophørligt paa Am- 
mens Skjød og holdt hele Huset i godt Humør. 
Huslægen me'nte, at den lille Krabat trængte til 
mere substantiel Næring, end Ammens Person kunde 
yde, hvorfor han blev kunstigt fodret. Men unge 
Mødre ere uerfarne, og det afstedkom mange Ulemper 
og Sygelighed hos det endnu spæde Barn, der slet 
ikke kunde vinde Kræfter. Der gik Uger og Maaneder 
med Natteuro og Angest og Graad; thi lille Harald, 
hvem jeg havde tegnet og malet i alle Stadier, som 
han hopper paa Karens Skjød, som han holder 
Danebrog i den spæde Haand, og som han, endelig 
opkommen fra Sygdommen , sidder i Lænestolen, 
bleg og afkræftet, med en Kringle i Haanden, etc, 
var allerede dengang Alles Yndling ; ja, hans Fader, 
der, efter Revolutionen og Krigen i 1848 havde set 
sin saa stort begyndte Kunstnercarriére i Rom 
odelagt, og, melankolsk, som han stedse var, ikke 
tidligere havxie fundet nogen Trøst i Faderglæder, 



5 

hilste lille Haralds Fødsel, som var det eii Fredens 
Engel, der havde holdt sit Indtog i Hjemmet. 

Saa kom Cholera-Aaret ! Da var det igjen, at 
vi frygtede for at miste Harald og desuden vor ældste 
Søn, der begge vare stærkt angrebne af Epidemien. 
Hele Familien laa syg, og det syntes næsten et Mirakel, 
da en Vogn fuld af Reconvalescenter , vel pakkede 
ind i Dyner og Tæpper, forlod det lave Hus ved 
Frederiksholms Kanal og flygtede fra den pestificerede 
By. Saa vidt jeg erindrer, skal Corsaren i sin 
Tid have moret sig med dette Motivs Illustration og 
Commentarer dertil. Men Det, det kom an paa, var 
naaet : Jylland , hvorhen vi styrede vor Kurs ; vi 
vilde nemlig til Skafiføgaard, hvor Ejerens tidligere 
gjæstfrie Indbydelse gav os Lejlighed, skjøndt uan- 
mældte, at ty hen under disse vanskelige Forhold; 
thi ogsaa paa Sjælland og Fyen dukkede den asiatiske 
Hydra med de mange Hoveder op, krævende sine 
Ofre. 

Dér midt paa Heden ved Nattetid frem toner 
igjen lille Harald, rask og munter paa mit Skjød. 
Jeg havde Nok at bestille med at dække Børnene 
til; thi en klam Taage laa paa Heden i fantastiske 
Former, alt efter som der var Mosebund eller Krat 
eller Lyng. Maanen stod i sidste Qvartér paa Ho- 
rizonten. Egnen skiftede stedse For-m ved Taagens 
afvexlende Formationer, snart var det, som laa 
Havet udbredt mellem en ny, sig højnende Kyst, 
snart var der Indsøer, omgivne af Krat. Hundeglam 



hørtes i det Fjerne; men Postkarlen var paa Vild- 
spor, han vidste ikke ud, ikke ind. Alle de Andre 
sov, vuggede af den aabne, holstenske Postvogns 
langsomme Bevægelser ; Harald alene paa mit Skjød 
var vaagen og kigede med sit lyse Hoved frem i 
den klare Nat. — »Se Maanen, Mo'er; se, det er 
yndigt, Mo'er!« Men jeg gjemte min lysvaagne, 
lyse Dreng, der alt saa tidligt havde Blikket aabent 
for Naturens Skjønhed; jeg var bange, han skulde 
forkøle sig. Endelig naaede vi Skafføgaard, hvorfra 
Hundeglammet havde lydt, og som laa nærmere, 
end man havde kunnet mærke det for Taagen. 

Det var i Aaret 1853, ^t vi boede første Gang 
paa Strandvejen, hvorfra Jerichau plejede at tage sin 
lille Harald med paa alle Fiske- og Sejleture. Fade- 
rens Passion var Havet; dette længtes han efter, 
naar Sciroccoen i Rom forøgede Stedets trykkende 
Stemning. »Jeg skulde være bleven Sømand eller 
Skibsbygger i Stedet for at hugge i Sten« sukkede han. 
Nu var det lille Harald, som med muntert Sind gik 
i Faderens Fodspor; — han skulde blive søvant, 
mente Faderen — blive Søofficer, hvem véd: Ad- 
miral maaské! — Og der gaves næppe noget mere 
uforfærdet Barn, end lille Harald; naar de skum- 
fraadende Bølger vuggede Baaden, som Faderen 
styrede, og Vandet skyllede over Begge, da tørrede 
han det Vaade ud af Øjet og lo, saa han blev i Spøg 
kaldet »den lille x\dmiral.« 

Engang stangede Faderen Aal; den Lille var 



paa Badehusbroen — han vilde med. »Faer! jeg 
vil med!« raabte Barnet. Professoren var saa ivrig 
med at stange Aal, at han ikke hørte Barnet kalde; 
da faldt lille Harald paa, ligesom engang St. Peder, 
at ville vandre paa de blaa Bølger hen til Fa'er i 
Baaden fra Badehusbroen, de faa Skridt, hvpr'Baaden 
laa; men Barnet sank snart til Havsens Bund, og 
lykkelig var Faderen, da han drog den bevidstløse Dreng 
over Rælingen. Harald slap med Forskrækkelsen 
over det improviserede, kolde Bad og med lidt 
Koldfeber som Følge af den mislykkede Spadsere- 
tur over Bølgerne. 

Det var i Sommeren 1854, at vi med vore 
andre Smaabørn og lille Harald rejste til vore 
Slægtninge paa Augustenborg. Drengen var 3 Aar, 
den yngste Søster kun 10 Maaneder. Lille Haralds 
største Fornøjelse var at vugge lille Søster. 
Allerede i Kjøbenhavn brød han det lyse Krøl- 
hovede med — hjælpsom og vindskibelig var han 
fra Barnsben af — hvor vi skulde faa en Vugge 
fra; thi vor egen maatte jo ikke komme med paa 
Rejse. Jeg glemmer aldrig vor søde lille Dreng med 
de gule Haar og i den gule Bluse, da han løb os 
imøde med de Ord: »Vi har ogsaa her en Vugge, 
Mo'er!« — 

Andre Somre tilbragte vi paa Glorup, Kattrup, Røn- 
nebæksholm, Ørbæklunde, Vilhelmsborg og Basnæs, 
især dog paa Lerchenborg, hvor vore Venner og Velyn- 
dere alle huske den frejdige, lyshaarede Dreng, rask og 



8 



uforsagt til Leg. Han red tidt paa Karlenes Heste, 
han hjalp Pigerne at binde Neg og høste, han var 
med Klapperne, han gik med Jægerne paa Fuglejagt, 
og han var ikke bange for at omgaas Krudt og Hagl, 
skjøndt han var en lille Dreng. Det er ofte tilsyne- 
ladende ubetydelige Træk hos Barnet , der betegne 
den senere Mand. Jeg erindrer en Fisketur, der af 
Lehnsgreve C. A. Lerche blev arrangeret for 
Jerichau, og hvori vi Alle fik Lov at tage Del. 
Det var et Ga,udium for Unge og Gamle. Uden- 
for Refsnæs skulde Baadene lægge ud; thi dér 
var Biddet bedst. Refsnæs med de golde og øde, 
storslaaede Bakker havde stedse havt særlig Interesse 
for min Mand og mig. 

»Paa Refsnæs, hvor fordum stod P]g og l^øg, 
Fremtidig kun voxe Skarntyde og Løg.« 

Hele Familien J erichau og Grevens Børn med Tan- 
terne vandrede en Midsommernat ved Midnatstid 
gjennem Lerchenborgs mægtige Lindeallé ned til 
Havnen, hvor Fiskerbaadene laa, Maanen skinnede 
klart, Faklernes Blus belyste med Rembrandtsk Effekt 
den fornøjelige Scene. Snart var man bænket om- 
bord, og en fyldt Madkurv manglede ikke; thi hvad 
er Helten uden Mad og Drikke! Og nu sejlede 
man ud. 

Ved Morgengry, mens Solen kyssede de rød- 
mende Skyer, der ligesom Roser kransede den 
klare Himmel , bleve de lange Snører smidte ud, 



og hver Gang der var Bid, var det, som om en 
elektrisk Gnist foer gjennem Damernes og Børnenes 
fine, klamme Fingre; thi det var koldt. Sherry- 
vinen gik rundt og smagte godt, og med klaprende Tæn- 
der og forfrosne Fingre opfirede man under Skjæmt 
og Latter snart en fed Rødspætte, snart en Torsk 
eller Villing, ja endog en stor Fjæsing, den, som 
Fiskeren, fordi den let saarer med sin giftige Braad 
i Nakken, kyler over Bord. 

I Forstavnen, rolig som en Galion, stod lille 
Harald og passede sin Snøre; han var dengang 
kun 5 Aar gammel. Snart saae jeg ham ligesaa roligt 
trække den op med de smaa Barnehænder. Men 
pludseligt hørtes en jublende Barnestemme raabe : 
>Se, hvilken Columbus!« Paa lille Haralds Snøre 
hang en enorme Torsk, saa stor næsten som hele 
Drengen. Han kunde ikke faa den ombord, den 
var for svær; men han holdt roligt fast paa Snøren, 
saa meget end Fisken sprællede, uden at give Slip 
paa den eller et. Kny fra sig, indtil Faderen hjalp 
ham at faae den i Baaden. 

Saaledes var det i dette som i andre Tilfælde 
betegnende for Drengen, at han klart overskuede, 
hvad der var indenfor hans Omraade af Kræfter, 
og aldrig indlod han sig paa Noget, der laa -uden- 
for det; saaledes f. Ex. erindrer jeg, hvordan han 
ligeledes samme Aar paa Lerchenborg ved at gaa 
med mig over Indsidderens Eng ved Stranden, hvor 
Koen græssede, puttede sig l)agved mine Skjorter, 



lO 



og, kigende frem, trak i mig. »Jeg er bange for, 
Mo'er, den stanger Dig.« — Ligeledes holdt han 
sig, da han var Mand, tilbage ved alle Folkeopløb; 
i Folkefester tog han aldrig Del, da var han for- 
sigtig og skyede Faren , eller han indtog en Post, som 
kunde sikre ham og dem, der vare med ham, mod 
Overlast. Aldrig har jeg dog set Nogen, der kjæk 
kere vovede sig blandt Hornkvæget, blandt Cam- 
pagnens Oxeflokke og lumske Bøfler, end Harald; 
thi han havde lært fra Campagnolen, med hvilke 
Udraab de kunde spredes. Ogsaa paa Havet og paa 
sine Rejser igjennem de vildeste og ødeste Egne 
i Italien saavel som senere i Grækenland, Tyrkiet 
og Lille Asien var han altid Den, der aldrig tabte 
Modet i Faren og altid var beredt til med Ro at 
møde den. 

Men jeg vil endnu fortælle Lidt om hans 
Drengeaar, hvor alt var Kaos, hvor Ondt og Godt 
var filtret sammen, hvor det kæmpede med hinan- 
den, hvor jeg ofte ikke vidste, hvorledes Drengen 
vilde udvikle sig, hvor jeg snart var lykkelig over 
min Søns gode Hjertelag og hans smukke for al 
Egoisme blottede Sind, snart var angst for ham og 
vaagede over ham og bad Gud beskytte ham mod 
det Onde; thi lille Harald løj som en Spartaner, 
ja, engang tog han endog en Daler hos Husholdersken ; 
det var netop ved Juletid 1860, og han havde 
for denne Daler og sine egne faa Spareskillinger i 
Smug kjøbt alle mulige smaå nyttige Ting og I-ege- 



tøj — »som Moder gjør« sagde han til Material- 
gaardsopsynsmandens fattige Smaabørn. Vi boede 
nemlig i dette og flere følgende Aar i Materialgaarden 
ved Frederiksholms Kanal, og Haralds største Glæde 
om Vinteren var at kjøre i Slæde sine Smaasøstre 
og disse smaa fattige Børn, hvis Fader var for- 
drukken og Moderen svagelig ; og nu skulde de have 
en fornøjelig Jul! Dertil havde han glædet sig og 
samlet i mange Uger — og saaledes gik ogsaa Hus- 
holderskens Daler samme Vej. Min stakkels Harald! 
Jeg tog naturhgvis alle disse Herligheder fra ham 
og gav alle de smaa Gaver bort, han vidste ikke 
til hvem ; det var en haard Straf. Ham selv spær- 
rede jeg inde i mit store Atelier med Vinduet for- 
oven; dér sad han i 8 samfulde Timer, den lille 
hjertensgode Synder! Han skulde indse sin Uret 
og bede om Forladelse. 

Flere Gange lyttede jeg ved Døren og rørte 
ved Laasen. Alt var stille derinde. Om Efter- 
middagen aabner jeg Døren, — da ser jeg lille 
Harald sidde højt oppe paa en Throne : han havde 
flyttet Bordet til Vinduet, et andet Bord ovenpaa, 
saa en Stol, og i den tilfrosne Rude havde han lavet et 
Kighul; i de andre havde han med Søm og Negle 
ridset de morsomste Figurer : Skibene og Folkene ude 
ved Frederiksholms Kanal. Han sad der stolt og trod- 
sig; men da han saa hørte mig hulkgræde, sprang han 
ned fra sin Højde, saa Borde og Stole væltede ; og 
han faldt mig om Halsen. — »Véd Du da ikke, 



12 



min Dreng, at naar man tager Noget, som ikke til- 
hører En selv, saa er dette at stjæle, og at dette 
er Uret, selv om Andre kan faa Glæde derved?« — 
»Aldrig, aldrig. Moder, aldrig mere vil jeg lyve 
eller stjæle ! « Og han holdt Ord. — Siden engang, 
efter at vi havde kjøbt vort Landsted, hvor O])- 
synsmanden boede, hvis Dreng omtrent var i Haralds 
Alder, blev han af denne, der var en slet Dreng, 
som forgjæves havde søgt at lokke Harald til at begaa 
slette Streger, beskyldt for at have frataget ham 
3 Mark. O, hvor Harald da blev banket af sin 
Fader — som en Skibsdreng med Tampen! Harald 
taug under Executionen, gav ikke Kny fra sig, og 
jeg Stakkel saae derpaa og græd da bitre Taarer 
uden at gaa i Forbøn; mit Hjerte blødte; thi jeg 
syntes, Jerichau kunde have dræbt Sønnen; — det 
gjaldt jo hans hele moralske Tilværelse. »Harald! 
Du maa tilstaa det!« bad jeg. — »Jo! jo! Jeg 
har taget Pengene!« sled det sig fra min stakkels 
Drengs skjælvende Læber. — »Aldrig Moder, har 
jeg taget de 3 Mark fra Opsynsmandens Dreng!« 
sagde Harald senere engang, da han var bleven 
voxen , »jeg sagde det kun , for at Du skulde høre 
op at græde, ellers havde jeg ladet mig slaa ihjel!« 
Ogsaa dette var et Træk af hans Karakter, som 
var betegnet ved Godhed og Fasthed. 

Men som tidligere antydet, gik ikke Alt saa 
glat med Harald i hans Drengeaar. Han havde 
sund, moralsk Begavelse, var afholdt af Alle, saavel 



13 



Lærere som Kammerater, Men han var, som Til- 
fældet ofte er med Kunstner-Naturer, flygtig og noget 
lad, og skjøndt opfattende Alt med Lethed og For- 
stand, lærte han uregelmæssigt, og skjøndt han var 
begavet med overordentligt Sprogtalent, var Indsigt i 
Grammatikens Regler og Syntaxen ham en Umu- 
lighed. Det gik ham, hvem Geniets Stempel tydeligt 
var paatrykt, som det gaar saa mange Individer 
med stor Begavelse, der, i den Tid, da de skulle 
tilegne sig Alménviden, instinktivt skubbe fra 
dem Det, de ikke kunne bruge, ligesom Ballast, 
der vilde faa Skuden til at gaa for dybt og hemme 
dens Fart, imedens de næsten med Fanatisme hen- 
give sig til Det, der begejstrer dem. Det sker ofte, 
at slige ved Geni beaandede Individer trods store 
Evner ikke kunne gjøre disse frugtbringende hverken 
for sig selv eller Almenheden , fordi de ere mere 
vante til i Flugten at gribe Alt, og ikke give sig 
Tid til at fordybe sig i Enkelthederne. 

Træet, der spreder sin Krone mod det Høje, 
har i Forhold til sine himmelstormende Grene lige 
saa mange dybt groende Rødder i Jordens Skjød, 
hvorfra det henter stadig Næring. Det véd hver 
Gartner ; derfor passer han, i hvilken Jord han planter 
de forskjellig Jordbund krævende Træer. Det Samme 
gjælder om Mennesket, og det er sikkert, at hvis 
Harald Jerichau ikke i -Ynglingsalderen havde 
fundet den Kraft, der bragte hans oprindelige Genis 
Evner og hans Stræben i Samklang, saa havde hans 



14 



Virken ikke faaet den Betydning, der betegner hans 
Liv, fordi de næringsydende Grundelementer for 
gjennemført Virksomhed da vilde have manglet ham. 
At det var en dyb, sand Kjærlighed, der tilligemed 
Livets Poesi fremkaldte denne velsignelsesrige Virk- 
ning hos min kjære Søn, vil jeg senere nærmere 
belyse. 

Noget af det Vanskehgste af Alt var for Harald 
Artiklerne: der, die, das. Mens hans Skolekamme- 
rater havde deres Mås med og deres Resultater ved at 
kæmpe med disse det Tyskes Representanter, brød 
Harald sig ikke om at slaas med dem. — Den 
forfløjne Dreng i Mariboes Skole, hvorfra mange af 
Kammeraterne endnu mindes ham og alle hans 
lystige Streger med Glæde, kylede Bøgerne i Loftet 
og lod Artiklerne boltre sig paa deres egen Bold- 
gade, idet han lod dem slaa Kolbøtter paa Skole- 
bænken. Men i hans Skolebøger, dér fløj Fugle 
omkring mellem Spalterne, paa hver Streg sejlede 
der Skibe som i alle Retninger krydsede omkap 
med de lystigste Tanker, Smaagutter løb paa Skøjter 
og boltrede sig om paa Marginen, hvert Udraabs- 
tegn blev til en morsom lille Figur, hvert Spørgs- 
maalstegn besvaredes med en Fugl eller en Fisk^ 
der .hang paa det som paa en Krog. Havde jeg 
kun gjemt nogle af disse Haralds morsomme Skole- 
bøger ! — Karakterbøgerne vare daarlige ; og saaledes 
kunde det ikke gaa i Længden. »Drengene gaa i 
Hundene,« sagde engang en af Husets Venner til 



15 

os; >Du, Adolf, er for meget optagen af Din Kunst 
til at passe Sønnernes daglige Færd med regelmæssig 
Skolegang og Lectier, hvor Alt maa gaa nøjagtigt 
til som i en Fabrik. Deres Moder kan heller 
ikke holde Øje dermed, saa Meget hun ellers over- 
kommer ; hun er jo desuden kun et Menneske ; desuden 
ligger det Arbejde slet ikke for hende, som er 
virksom og livlig; der maa andre Kræfter til, end 
geniale Kunstneres.« »Tag Dem i dit Hus!« bad 
jeg. — »Umuligt! Min Hustru er for svag, vi have 
Nok af Uro ! « Her vare gode Raad dyre, og ube- 
midlede vare vi. Pastor N. G. Blædel, Jerichau's 
Ungdomsven , fandt paa en Udvej ved at anbefale 
Candidat V. Schou sboe som skikket til at udfylde 
Lakunen i vort Hjem. I Aaret 1857 overtog han 
Tilsynet med Sønnernes Studier i og udenfor Skolen 
og har paa den uegennyttigste Maade i 7 Aar virket 
til Velsignelse for de ham betroede Sønner. 

I October 1862 rejste vi, Jerichau og jeg, til 
Rom. Jerichau var en Del nedstemt paa Grund af 
Marmoruheld ved det i Rom paabegyndte Arbejde : 
de danske Godsejeres Bryllupsgave til Hds. kgl. Hd. 
Prinsessen af Wales, og han var tillige svag efter 
et nyligt overstaaet Nerve-Tilfælde, som nærmest 
fremkaldtes ved det ovenanførte Uheld med 
Gruppen. Dage og Nætter, lange og bedrøvelige, 
kastede et melankolsk Slør over det solrige, blom- 
strende Rom og vort ellers saa hyggelige romerske 
Hjem, der, i Parenthes sagt, styrtede sammen Dagen 



i6 



efter at vi havde forladt det. Uér, i dette Hjem, 
traadte en ny Sorg op, skjøndt i en Skikkelse, der 
nogle Aar senere vilde være bleven en stor Glæde 
for mig. Jerichau sagde nemlig i en af de mange 
søvnløse Nætter efter længe at have grundet: »Elise, 
jegfaaren lys Tanke: Harald skal blive Kunstner. « 
Dette var netop min hemmelige Attraa; kun ønskede 
jeg ikke dens Udførelse fremskyndt, ikke realiseret, 
forinden vor flygtige Harald havde vænnet sig til 
paa Skolebænken regelmæssigt at gjennemføre den 
sent indtrufne, men i god P'remgang værende Almén- 
udvikling. Jeg vovede at gjøre en Indvending, skjøndt 
jeg saa nødigt vilde forstyrre en Idé, som gav Jerichau 
Tilfredsstillelse, og skjøndt jeg undredes over, at han 
fremkom med den, han, der tidligere altid havde været 
imod, at nogen af Børnene skulde følge hans egen 
Kunstner-Carriére, trods det, at han ved alle Lejlig- 
heder paany blev overrasket af Haralds geniale 
Smaakradserier. »Men Adolf,« sagde jeg igjen, »er 
det ikke fejl at forstyrre det vel Begyndte? Er ikke 
Pligtopfyldelse og Tilendeførelse af det Begyndte en 
Basis for al Udvikling?« 

Jerichau, der selv som Skoledreng i sin Fødeby 
Assens havde lidt Uret ved de doctrinære Skole- 
mænds Pedanteri og spildt en Del af sine unge 
Aar derved, vilde ikke høre paa mine Indvendinger. 
Harald skulde til Efteraaret med ham til Rom, han 
vilde selv vejlede ham. Alt, hvad jeg kunde opnaa, 
var Løftet om , medens jeg skulde til London for 



17 

dér at udføre bestilte Portræter, hjemme at lade 
Alt forblive i status quo. — Aars-Examen skulde 
tages af Harald, og jeg bad, at han indtil da ikke 
maatte tages ud af Skolen eller forstyrres i Læs- 
ningen. Midt i Juni 1863 vendte jeg fra London 
tilbage til vort yndige Sommerhjem paa Strandvejen. 
Men hvilket Syn mødte migl Var det da min 
Harald? Min egen lyshaarede, pyntelige Dreng kjendte 
jeg ikke igjen. Paa bare Ben, med opsmøgede, til- 
smudsede Buxer, iført den lettest mulige Dragt i 
Form af en aaben, støvet Skjorte, med det uredte, 
sammenfiltrede , lange , blonde Haar — disse smukke 
Lokker, der ellers vare min Stolthed — lignede han 
ikke sig selv. Snart agerede han Gartner, snart 
Kusk og Tømmersvend. Han hjalp sin Fader at 
grave, han plantede med ham, fik Kaal til at voxe 
i lange Rader, lagde Bønner og Ærter, plukkede 
Jordbær og Hindbær, stangede Aal med sin Fader, 
vadede om i Stranden omkap med Rejemændene, 
altid praktisk og med heldigt Resultat — et Ideal af 
en Nybygger. Han hjalp den sleske Lars, Svenskeren, 
der ønskede at ansættes som fast Gartner paa Land- 
stedet, med at hugge og med at høvle. »Den lille 
Herr Haralder saasød!« — »Den lille Herr Harald 
har befalet!« sagde den svenske Lars her og der, 
ja endog til mig; naar han selv vilde Noget, bragte 
han det frem under denne Form; og »den lille Herr 
Harald« syntes om at smigres og om at komman- 
dere; han mærkede kun ikke selv, at Svenskeren 



i8 



fik ham til at ville Det, Skjælmen helst selv vilde, 
og dette var det ogsaa noget snavs bevendt med. 
Med de jordsmonnede, bare Fødder og de tilstænkede 
Buxer kom Harald ude fra Grcrften, som groves, 
eller fra Bedene, hvorfra han bragte det nyligt pillede 
Grønt eller Frugten lige ind i Stuen og tilsølede 
saaledes uagtsomt det friskt vaskede Gulv. — 
> Brændevin til Lars, 01 til Fader og mig selv!« 
lød Harald s Kommandoraab, mens Pigerne skjændte, 
Lars sleskede for Drengen og jeg græd over det 
Hele. — Af og til brugte jeg min Myndighed og 
bød: 'Harald, Du skal tegne efter Naturen — Ve- 
randaen f. Ex. — det har Fader sagt!« — »Nej, jeg 
skal grave, har Fader sagt!< svarede Harald studs. 
Saa græd jeg igjen, og der blev tegnet, men lidt 
og daarligt kun, og gravet meget: de dybe Huller 
til de nye Frugttræer; thi Jorden var kun mager, 
og der skulde Muldjord deri. De unge Træer, de 
havde slaaet godt an, sagde Harald; men Teg- 
ningerne vare skjødesløse og slette, sagde jeg. 
»Harald! udbrød jeg engang under hede Taarer, 
»saaledes kan det ikke blive ved!«, og jeg sagde 
det Samme til Jerichau, der i sin Iver efter at faa 
den golde Jord til at bære rig Frugt og at forskjønne 
den smukke Plet Jord, han i mange Aar havde ønsket 
at eje, en kort Tid havde tabt alt Øvrigt af Sigte. 
Det ligner os Kunstnere, der som oftest ere Øje- 
bhkkets Børn, indtil Virkeligheden rusker os vaagne 
af de smukke Drømme. )Jo, EHse, Du har Ret, 



19 

saaledes kan det ikke blive ved,< sagde engang 
Jerichau, »men Harald skal paa ingen Maade op- 
drages doctrinært, det passer ikke til Tiden, men 
praktisk. Han har decideret Talent for at blive 
Dyrmaler. Forstudier i denne Retning kan han 
bedst gjøre hos Kauffmann i Hamborg; han skal 
ikke, naar han engang er udviklet, være henvist 
til Danmark alene, derfor er det bedst, at han 
kommer i et Hus, hvor det daglige Sprog er Engelsk 
og Tysk. Skriv til Kauffmann og til F. St. . . . i 
Hamborg, hvor disse Fordele kunne opnaaes, skriv 
tillige, hvorledes Sagerne staa; siden tager jeg ham 
med mig til Rom!^< Svaret, jeg kort efter fik fra 
begge disse Herrer, som vi stode i Venskabsforhold 
til, var ægte venskabeligt, men afslaaende. Drengen 
skulde aldrig have været taget ud af Skolen, skrev 
de begge To ; regelmæssig Gjennemførelse af det 
Paabegyndte stilledes frem som den eneste Basis 
for et med Hensyn til Opdragelsen heldigt Resultat. 
Det Samme mente Vennerne hjemme og desuden 
jeg selv. Saaledes lød Venneraadet i Hamborg, og 
der blev sagt, at en Fader, der selv var Kunstner, 
ikke skulde vente heldige Resultater af at vejlede 
sin Søn paa Kunstnerbanen, og at Kauffmanns 
Søn af den Grund af Faderen var bleven sendt 
til Miinchenerakademiet. Disse Breve bragte altsaa 
Skuffelse for min Mand, men især dog for min Søn. 
Den Tanke at rejse, det Nye, det Spændende 
i denne Udsigt, svarede til Haralds kjække Sind, 



20 



det: at rejse med Faderen til Italien, til det for- 
jættede Land, om hvis Oranger og Roser jeg 
saa ofte havde fortalt Børnene, det: at rejse over 
det skvulpende Hav paa et af de store Skibe og 
gynge i dets Ræer, at se de store Alper, om 
hvilke jeg saa tidt havde fortalt Børnene, idet jeg 
sammenlignede de takkede, blaa Skyer i Horizonten 
med Bjergrækker, at se de mange fremmede Lande, 

— alt Dette lokkede Harald. »Ja,« sagde han, >^ved 
at rejse faar man først Geografien i Hovedet, dette 
er den mest praktiske Maade, har Fader altid sagt.« 

— Men snart traadte Rejseperspektivet helt i Bag- 
grunden for Harald, som nu havde udfundet, at 
han ikke var tilstrækkeligt udrustet til at overskride 
Rubicon. 

Schousboes Forstemmelse over den forfjamskede 
Dreng, over hans sandsynlige Ødelæggelse, havde 
naturligvis ogsaa øvet sin Indflydelse, efter at Harald 
i nogen Tid havde styret sin Lyst med Hakke og 
Spade ; thi han var sin Lærer inderligt hengiven, og 
dennes ofte gjentagne, alvorlige Spørgsmaal: »Hvad 
skal der blive af Dig, naar det bHver ved saadan?« 
dannede Modvægten til den svenske Lars' Smigreri 
og den Frihed, som Harald — mod bedre Følelsers 
instinctive Indskydelser — misbrugte. 

»Hvem vil tage sig af mig, Moder? Schousboe 
vil ikke have mere med mig at gjøre. Fader graver 

— og i Hamborg vil de ikke ha'e mig,« sagde 
Harald en Dag, næsten flæbende, til mig. >Du skal 



21 



jo med Fader til Rom, han skal lære Dig Alt, hvad 
Du behøver«, svarede jeg. — »Men jeg vil slet ikke 
til Rom! Jeg lærer jo Ingenting regelmæssigt, jeg 
spilder kun al Tiden « — og han rev de slette Teg- 
ninger i Stykker og trampede paa dem med Fød- 
derne. Han havde løbet Linen ud, som Fiskerne 
sige, og forslugt sig paa Maddingen. Det sunde, 
klare Omdømme ved Siden af hans kraftige Evner, 
der i samme Grad forlangte Virksomhed, som de 
trængte til at styres, dannede Basis for hans hele 
Væsen. Hans tidligere Tilbøjelighed til Usandhed 
var forvandlet til den dermed i skarpeste Modsæt- 
ning staaende Sandhedstendens , der efter den før- 
omtalte Episode i hans Drengealder nu betegnede vor 
kjære Harald, ligesom den betegner) erich au s indtil 
Yderlighed gaaende Fastholden ved det Faktiske. Disse 
lykkelige Grundelementer i Haralds Karakter havde 
nu sejret over hans tidligere dermed paralleltløbende 
løse Tilbøjeligheder. 

>Véd Du, Adolf,« — sagde jeg til min Mand 
en Aften, mens vi stode ved Stranden og saae 
Trækfuglene drage mod Syd og Talen kom paa den 
nu snart tilstundende Romerrejse — »véd Du, at 
Harald saa nødigt vil rejse til Rom med Dig i Efter- 
aaret?« — »Saa-aa?« svarede Jerichau forundret og 
opmærksom. Saa tænkte han længe efter og til- 
føjede: »Ja, maaske er det rigtigst saaledes, hvem 
véd I For min Part er jeg allerede længe kjed af alt 
det Vrøvl!« hvormed han betegnede Meningsdiffe- 



22 



rencerne angaaende Haralds Opdragelse. »Det kan 
jo ske en anden Gang, naar Harald er videre — 
bedre forberedt; jeg er vist ingen god Opdrager, 
ellers holdt jeg mig selv bedre i ørene. Har han 
ingen Lyst, saa lad ham helst være; thi Lysten 
driver Værket, og mig er ogsaa Lysten betagen nu. 
Prøv Du saa, hvad Du kan faa ud af det, se at 
faa ham bibragt Stadighed, og sørg for, at han 
bliver styret godt, og at han kommer til at arbejde 
flittigt. « 

O, hvor jeg blev lykkelig! Men det var et 
stort Ansvar ; thi S c h o u s b o e havde forladt vort Hus, 
og jeg var alene om det Hele. Vi bleve enige i, 
Jerichau og jeg, at anmode "Maleren F. C. Lund 
om at bibringe Harald Præliminær-Kundskaberne, 
for at han kunde optages i Akademiets Skoler som Elev. 
Jerichau rejste alene til Rom, og F. C. Lund be- 
nyttede i denne Tid hans Atelier. Harald 
tegnede efter Gipsafstøbninger af Antiken ; men hvor 
kejtet, -hvor slet og dødt og aandløst! » Moder, ^ 
sagde han engang til mig, »jeg er aldeles fra det! 
Jeg kan ikke med Antiken, jeg forstaar den ikke, 
jeg er vant til Guds frie Natur!« 

F. C. Lund og jeg bleve nu enige om, at der 
maatte en anden Basis for Haralds Elementærunder- 
visning, og han besøgte da Arkitekt Nielsens 
Kursus. Planmæssigt, pedantisk, udholdende be- 
gyndte Harald at tegne, først efter Klodser, saa efter 
runde Afstøbninger ; han leverede udførte Tegninger, 



23 

ligesom jeg i mit Kunstnerstudiums første Fase 
var nødt til at gjøre. Men paa Arkitekt Nielsens 
Kursus var han En af de Mange, og han var Professor 
Jerichaus Søn, som jo derfor skulde gjøre det 
bedre, end nogen Anden. Dette opflammede Kappe- 
lysten hos Harald og tvang ham til at holde ud. 
Resultatet var, at han, medens de Fleste bruge et 
halvt Aar til at gjennemgaa dette Kursus, i. sex Uger 
leverede de korrekteste og mest gjennemførte Studier, 
der skulde bevise hans Dygtighed til at komme paa 
Akademiets Skoler; han gjennemgik dog kun Per- 
spektivklassen, idet han som Landskabsmaler ikke 
behøvede at gaa Modelskolen igjennem. Senere, i 
Rom og i Paris, studerede han ivrigt Figuren, hvorom 
ogsaa hans Billeders fortrinlige Staffager vidne, i Mod- 
sætning til mange ellers dygtige Landskabsmaleres, 
der endog undertiden ere malede af x\ndre og derfor ikke 
altid harmonere med Landskabet. — Først hos Land- 
skabsmaler S ch o vel in, senere med og hos Ras- 
mussen Eilertsen tegnede og malede han af- 
vexlende, men især i Sommerferien 1868 frit efter Na- 
turen, hans egentlige Læremester. Studierne fra File- 
værket, hvor han med R. Eilertsen arbejdede paa 
Kraft, forinden han om Efteraaret forlod Danmark, vid- 
nede om Haralds særlige Begavelse som Kunstner. 
Der var ingen. Famlen, men sund og kraftig Opfattelse 
af Naturen og et alvorligt, dybt indgaaende Studium 
af Detaillerne. Sideordnet med hans flittige Arbejden 



24 



var Haralds Interesse for Fugle, Kaniner og Jagt. 
Tidligt forstod han at omgaas Gevær; hans Bøsse, 
en Foræring af hans Fader, var min Gru. En 
ældre, gemytlig Herre og to unge Kunstnere : Schultz 
og Pacht samt Holger Drachmann, dengang 
Maler, tilbragte ofte sammen med Harald flere Dage 
og Nætter i Træk paa vort Landsted, hvor de kun 
fandt de tomme Værelser, og Ingen var der, som 
kunde hygge for de unge Jagtherrer; men det brød 
de sig ikke om. Rimen laa paa Grenene, og 
Solen funklede over den hvide Sne, mens Øre- 
sundets Bølger rullede mod Strandbredden; Veddet 
hentedes fra Skoven, knitrede hurtigt i lys Lue og 
varmede Jægernes forfrosne Fingre. Spendrups 
Akvavit gjorde Sit, og Harald agerede da Kok 
med de improviserede Jagtretter, hvor endog Rotter 
efter Sigende ikke bleve forsmaaede, men smagte 
vel, ristede eller brasede, som var det ved et ki- 
nesisk Gjæstebud. Om Efteraaret var det dog den 
bedste Tid; da hang Rønnebær endnu i Træerne; 
Doner bleve da stillede op og Saxen lagt til Mikkel 
Ræv, vor Nabo i Charlottenlunds Grusgrave. Ja, 
vor Hønsegaard maatte undgjælde og vore yndige 
mimrende Kaniner. Harald hadede Mikkel Ræv, 
som Dansken hader Tyskeren, og da den en Nat 
nappede saavel Hønen som de 13 Kyllinger, Mama 
havde ruget ud, da gjorde han kort Proces, og 
Mikkel maatte bøde med sin Bælg; men foruden 
den skjød Harald i hin Tid Alt i Flæng: Rotter, 



25 



Fugle, Katte, endog min Yndligskat, som han oven 
i Kjøbet lod dingle højt i Træet til stor Ærgrelse 
for mig. Dette var hans sidste Drengestreg — han 
var da 15 Aar gammel, en opløben, tynd, lyshaaret 
Krabat. Ingen af os anede dengang, hvorledes og 
hvor snart Livets Alvor skulde gribe ind i den 
halvvoxne Knøs' Skæbne. 

Alvor, dette Ungdommens Skrækkebillede, 
traadte nemlig til, idet jeg trængte til Hjælp med 
en syg Datter, der dengang skulde bringes til Tysk- 
land for at betros min ældste, gifte Søster i Pleje. 
Da var det, at Haralds mandige Evner, de, der 
senere i Livet stedse fremtonede, hvor det gjaldt, 
traadte frem. Hvem var det, der vaagede over 
den Syge paa Dampskibet, passede paa hende, at 
hun ikke lænede sig for dybt over Rælingen, ikke 
kom Stemplerne for nær? Hvem søgte at adsprede' 
hende, dække hende til, og ikke var at formaa 
til at gaa til Køjs? — Det var den kjære Broder 
Harald. 

Min Søsters Hjem var i Schlesien, en hen- 
rivende, yndig Ejendom i en af Riesengebirgenes 
Dale; dér, helt skjult af den øvrige Omverden, 
med de susende Fyrretræer om det lille nette Hus, 
som med de blanke Ruder og den kunstigt udskaarne 
Gavl lignede et Schweitzerhus , dér, hvor den sne- 
bræmmede »Schneekoppe« aftegnede sig paa Hori- 
zonten, hvor Skov- og Engblomster duftede rundt 
om — dér boede den stille, yndige Marie i idyl- 



26 



lisk Ensomhed, saa kjæk og fin, lig Bjergblomsterne, 
dem, hun plukkede paa Skrænten , hvor Huset laa. 
Dér skulde min stakkels, syge Datter Marie ogsaa 
finde et Hjem i den lægende Bjergluft, og min 
Søster og hendes Marie vare rede til at yde hende 
den kjærligste Pleje. Min Søsterdatter var Hgesaa 
gammel som vor Harald, dengang i6 Aar. — Vi 
bleve der kun otte Dage. Som Dreng var Harald 
rejst derhen, som YndUng vendte han hjem ! Ingen 
anede, hvilke Blomsterspirer der sænkedes i Haralds 
unge Hjerte dér i Kæmpebjergenes stille, ensomme 
Hjemliv, hvor Alt var Harmoni, — Ingen anede det, 
selv da Harald efter sin Hjemkomst enthousiasmeret 
fortalte sin ældre Broder Thorald om Kusine 
Mimmy — saaledes kaldte han Marie — og viste 
Salmebogen, hun havde givet ham, og begge Sønner 
for Alvor sloges, fordi Harald ikke undte sin Broder 
at læse i den. Jeg baade var vred og lo og lagde 
slet ikke Mærke til, at der kunde ligge Alvor til 
Grund for Haralds ivrige Beundring for Kusine 
Mimmy. 

Haralds Konfirmation nærmede sig nu; han 
var en nyttig, god og from Dreng — Salmebogen 
havde her allerede gjort sin Indflydelse gjældende. 
Han aflagde Løftet med inderlig Tro. 

De gode, gamle, kjære Venner samledes Dagen 
efter Konfirmationen, og Materialgaardens lavloftede, 
rummelige Stue gjenlød af den muntre Latter og 



27 



det Hurra, hvormed Harald hilstes i sine pyntelige 
Klæder med Sølvuhret i Lommen. — 

Efter denne korte Abstraktion vil jeg fortælle 
om den unge Helt og hans videre Bedrifter. Han 
var flittig og holdt Mimmy's Salmebog i Ære; 
men ofte gik Naturen over Optugtelsen, og det var 
Diana, der blev Mimmy's Rivalinde; thi Harald 
gik mere paa Jagt end paa Akademiet — meget mere, 
end jeg skjøttede om. Et Bagladegevær var Maalet 
for alle hans Ønsker, medens jeg slet ikke havde Lyst 
til at give ham et saadant, idet jeg syntes, han 
havde Mere end Nok i det gamle Gevær; desuden 
var den Slags Bøsser for dyr. — O, dette Baglade- 
gevær! Jeg fik det baade til Frokost, Middag og 
Aften , det blev tegnet i hundredvis , i alle mulige 
StiUinger, skilt og ladt, forfra og bagfra og fra 
Siden. Jeg var hjerteligt kjed af Bøssen, hvormed 
jeg forfulgtes til enhver Tid ; men jeg vedblev stand- 
haftigt med at sige Nej. Ingen Kjæleord fik 
mig til at skifte Sind. Da blev Harald tilsidst uartig, 
og jeg blev vred. Han forlangte, at jeg skulde føje 
ham, da han nu var voxen, der faldt haarde 
Ord fra min Side, endnu haardere fra hans, og til- 
sidst var der god Grund for mig til at bUve saa 
opbragt paa min Kick in die Welt« (Grønskolling) 
at jeg i højeste Vrede betød ham, at om han ikke 
indsaae sin Uret og vilde bede mig om Forladelse 
for sin upassende Opførsel mod mig, hans Moder, saa 
maatte han forlade Hjemmet; jeg vilde da aldrig 



28 



mere have Noget at bestille med ham. »Aldrig 
beder jeg om Forladelse ! « raabte Harald, idet han 
gik ind i sit Kammer og jeg bedrøvet søgte 
Sengen. Det var over Midnat; tavs og ulykkelig 
laa jeg uden at kunne lukke et Øje; Klokken slog 
Et, slog To — det var iskold, streng Vinter, mørkt 
var der i Stuen — da knirker Døren og Gulvet; 
Noget pusler nærmere — pludseligt lægge sig to 
lange Arme om min Hals, og En hvisker hulk- 
grædende i mit Øre: »Om Forladelse, Moder! 
Kan Du tilgive? Jeg vil slet ingen Bøsse have mere, 
selv om Du vilde give mig den, jeg havde Uret, 
og Du havde Ret i at negte mig den ! « — 

Slige Momenter ere at sammenligne med Ind- 
vielsen til Livets højere Grader: Selverkjendelse og 
Overvindelse, disse Livets stærke Grundpiller. Fra 
dette Øjeblik havde Harald faaet Evne til at be- 
herske sig, saa vanskeligt det end ofte faldt; det af 
lystigt Humør oversprudlende unge Menneske for- 
stod nu at styre sig og sine Lyster. — Saaledes 
husker jeg en morsom lille Episode fra hans i6de 
Aar. Jerichau var endnu i Rom; men Drengene 
havde stor Lyst til at komme paa Kunstnerkarneval. 
Jeg havde ofte fortalt mine Børn om det lystige 
Karneval i Rom, og om, hvordan jeg engang, klædt ud 
i Robe med pudret Paryk og med en lille Amor 
i Toppen af Tupéen og med Kattemaske, omgiven 
af Hundreder af Buketter, kastede og modtog Blomster 
og Konfekt i min Vogn. »O,« raabte begge mine 



29 

Sønner, knapt i6 og i8 Aar gamle, lad os gaa 
sammen paa Kunstnerkarneval U Det var nu meget 
fristende for mig, som ogsaa sagde Ja! — Thorald, 
der dengang var usædvanlig smuk med den mørke 
Teint og de mørke Øjne — han havde ikke Skjæg 
endnu — klædte jeg som maurisk, tilsløret Kvinde, 
et passende, dejligt Kostume. — »Hvad skal jeg 
være?« spurgte Harald; »en Ridder vil jeg helst 
være. Moder!« — »Nej, Harald, det er for dyrt for 
mig, og Du er for lang og mager, saa maatte det 
være Don Quixote«, svarede jeg. »Saa yil jeg 
være Neger!« — »Nej, Harald, det passer ikke, 
skjøndt Næsen er lille og Opstopper; men Du er 
for mager.« — Harald surmulede og gik. — Saa 
kom han igjen fra Kostumegarderoben. — »Moder!« 
raabte han med flammende Øjne, »jeg vil være 
Indianer-, men Dragten koster 50 Daler for en 
Aften « , føjede han modfalden til. » Nej ! « svarede 
jeg igjen, helt indigneret, »hvor vil Du hen, 50 
Daler for en Aften! Nej, Du kan være Abekat, det 
passer Du bedst til.« — Jeg mente det for Alvor; 
men min lange Harald blev vred. »Nej, ikke Abe- 
kat,« sagde han, »saa bliver jeg hellere hjemme.« 
»Som Du vil«, sagde jeg, »da bliver ogsaa jeg 
hjemme.« — Saa drøftede Harald Abekatten, og 
Enden blev, at han kjøbte en grinende Abemaske 
og )eg i en Fart syede en kort, rød Kjole af nogle 
gamle Silkedamaskesgardiner, der havde tilhørt et af 
Hoiferne, og som jeg havde faaet for at benytte 



30 

dem ved Portrætmaleriet af Hds. kgl. Hd. Prinsesse 
Thyra' s Barnebillede. »Sicut errat gloria mundi!« 
Lidt Guldflitterstads og brunt Trikot paa de magre 
Arme og Ben , en tynd , raslende Jernkjæde , der 
hang fra Beltet hen paa Gulvet, en lille Kost i 
Haanden — og Abetoilettet var fuldstændigt fær- 
digt og svarende til stakkels Jack , der dansende 
hoppede om paa Lirekassen og tiggede Nødder og 
fik Kobberskillinger til den halte Lirekassemand 
ved Frederiksholms-Kanal, hvor vi endnu dengang 
boede. Væver og fuld af Spilopper, ganske identi- 
ficeret med sin Rolle, var Harald den ypperligste 
Abekat. — Du havde igjen Ret, Moder !^ lo han 
under den grinende Maske og vimsede allevegne om, 
raslende med sin Kjæde; han løb fra Mændene, 
der vilde fange ham, stjal Damerne Blomsterne fra 
Brystet, pillede Fru Melchiors Oranger i Stykker 
(hun var klædt som pyntelig Amagerkone), klavrede i 
en Fart op ad Stolperne, højt op i Casinos Galeri- 
loger, kort sagt: han var en af de bedste og den 
morsomste Karaktermaske paa hele Kunstner- 
karnevalet og huskes endnu af mange Deltagere i 
Festen. Siden, hen ad Natten, vilde Sangeren N y r o p 
og andre Herrer faa den lystige Abekat endnu 
lystigere ved Hjælp af Champagne. Propperne 
knaldede, man sang, man lo, og uden at faa for 
Meget, stak Abekatten det ene Glas ud efter det 
andet af den skummende Vin. Ja, der var Humør i 



31 

Fyren, og Udholdenhed, om det saa gjaldt Leg og 
Spøg eller Alvor. 

Jeg dvælede maaské længe ved dette Moment 
af min søde Drengs tidligste Ynglingsaar. Det 
gaar mig hermed, som det gaar, naar man fortæller 
om en smuk Egn. Man har set den og kjender 
hver Linje i Landskabet, hver Gren paa Træerne, 
hvert SolgHmt, der oplyser Luft og Egn — man 
vil saa gjerne gjøre Andre delagtige i det Oplevede, 
det Sete, man vil — maaské uden selv at være sig 
det bevidst, — ved Erindringen, ved Fortæhingen 
derom, gjenopleve det tidligere Opfattede, og derfor 
maa jeg bede Læserne om Undskyldning, hvis det 
skulde gaa mig saaledes, naar jeg skuer tilbage i de 
svundne Tiders Kaleidoskop. — Til Smaaerindrin- 
gerne hører ^ endnu, at Harald ved sin Faders 
Hjemkomst i Foraaret 1868 paa min Forbøn fik 
det saa længe attraaede Bagladegevær. Dette var en 
Morgen nær blevet Aarsag til hans Død, idet 
Løbet sprang under Ladningen; men det var ham 
bestemt, at h.xn endnu maatte leve mange Aar, 
fulde af Virksomhed og Velsignelse for Mange, 
inden de kjære Øjne skulde lukkes for evigt. 

Megen Sorg og megen Glæde danner Livets 
Fylde. Dette blev ogsaa min Yndlings Del. Han 
var Alles Yndling ved den simple Maade, paa hvilken 
han saa venligt og frit kunde omgaas saavel den Ældre, 
Adstadige, for hvem han var Hgesom en frisk Luftning, 
som den Unge. Aldrig var han hildet af de Fornemme, de 



32 

Rige, hvorhen han kom som Yngling eller Mand; 
ligésaalidt var han forsagt i Omgang med de ham 
aandigt eller kunstnerisk Overlegne, Alle holdt af 
ham; han modtog gode Raad og benyttede Det, 
han kunde tilegne sig, men aldrig paa Skrømt; han 
meddelte Alt, hvad han ejede, mere end Andre, uden 
at gjøre sig til af det; hans Liv kunde betegnes 
som en Vexelvirkning , og derfor var der saa megen 
Ligevægt, saa megen Sandhed i hans Stræben, saa 
megen Selvstændighed i Tanke og Gjerning; han 
var frejdig, uden at være kaad eller raa, aaben, uden 
at være snakkesalig, selvbevidst i bedste Forstand 
uden Spor af Forfængelighed. — Men jeg foregriber 
Meddelelserne om den ganske unge Haralds Ud- 
vikling fra Yngling til Mand, ved denne Karak- 
terisering af ham, der egentlig passer paa Resul- 
tatet af hans hele Væsen. Lad os nu mindes 
Harald Jerichau, som den endnu aldeles Umodne, 
hvilket han var, da hans Fader i 1868 vendte hjem 
fra det før omtalte længere Ophold i Rom, paa 
hvilken Tid han fandt sin Søn forholdsvis udviklet til sin 
Fordel. Paa samme Tid var ogsaa Maleren T. L æ s s e 
vendt tilbage fra Rom, hvor Au gus te Bénou ville, 
en betydelig fransk Landskabsmaler, der da levede 
dér , og hos hvem L æ s s e havde studeret , havde 
været denne til stor Nytte. » Lad Harald arbejde hos 
Bénou ville. Send ham med Din Hustru til Rom.« 
Saaledes raadede L æ s s e min Mand , og jeg fik 
Paalæg skriftligt at forespørge mig hos den franske 



33 



Mester, om Harald kunde blive hans Elev. Svaret 
var gunstigt. Sidst i Oktober 1868 skulde jeg til 
Rom, og Planen var den, at Harald skulde med 
mig; den synes at have øvet en gavnlig Indflydelse 
paa ham; men da der var flere Maaneder til Rejsen, 
og Harald var tilbøjelig til at drive lidt om med 
Jagtkammeraterne, gjaldt det at sysselsætte ham 
saaledes, at Tiden blev godt anvendt. Tilbøjelighed 
til Flygtighed var han ikke fri for i hin Tid. — 
Hvor mangen Gang fulgte jeg ham ikke til 
Charlottenlund og malede efter Naturen omkap 
med ham, skjøndt Myggene stak og mine vigtigere 
Arbejder ventede paa at fuldføres. Alt Dette skete, 
fordi Harald saa malede adstadigt og ikke lod sig 
forstyrre, om ogsaa Mikkel Ræv vimsede om i Grus- 
graven med Lunten højt i Vejret og raslede i det 
tørre Løv. »Nej, se Moder!« sagde Harald og 
kigede over til mig, »hvor godt Du gjør det; nu 
maa jeg passe paa, at Du ikke tager Luven fra mig« ; 
og saaledes blev mangen vellykket Studie færdig. 

Engang — ja hvem vil, hvem kan forklare Det, 
som synes tilfældigt? — malede han paa Engen ved 
Charlottenlund, og alle hans smaa Søskende, der skulde 
gaa deres Fader imøde til Jernbanestationen ved Gyl- 
denlund, gik bort fra Stien, som førte derhen. Ved at 
opdage den kjære Broder Harald og løbe tilbage mod 
ham i Hast, forlode de den Vej, der førte til Jern- 
banen. I samme Nu styrter et af Charlottenlunds 

3 



34 

mægtige Egetræer om, og det vilde have ramt alle Bør- 
nene og deres Ledsagerinde, i Fald de ikke havde 
opdaget Broderen og vare løbne i modsat Retning. 
Vejret var stille, det var i Juli Maaned og lummerhedt, 
da Tildragelsen fandt Sted, og ingen synlig Aarsag 
har kunnet forklare det mægtige Træs Styrtning, der 
nu ikke havde ramt Børnene, som, hvis Harald ikke 
havde været der, vilde have været Dødens Bytte. Træet 
var helt karsk og knækket over i en Mands Højde. 
Det var en yndig Tid, denne eneste Sommer, 
som Harald nu, efter at han hørte til de Voksnes Tal, 
sig og os til Glæde levede sammen med os paa 
Landstedet, og mange Studier af Hav og Skov vidne 
om hans Talent og Flid, skjøndt de ere uhøvlede 
og knudrede i Foredraget. Arbejdet i Fælledsskab 
med RasmussenEilertsen fremmede han mest ; men 
Efteraarets ugunstige Vejrforhold satte en Hindring 
for Studie-Opholdet i Fileværket, ogjerichauog jeg 
bleve nu enige om, at det vilde være godt, om Ha- 
rald kunde faa Lejlighed til at stoppe de mange Hul- 
ler, som hans mangelfulde Skoleviden frembød ; han 
kunde faa dem lappede af Onkel K u t z n e r, anden Gym- 
nasielærer i Hirschberg, hvor Harald, da det var 
paa Vejen til Rom, kunde afvente mig og imidler- 
tid, til jeg kom, benytte Tiden godt ved at læse og 
lære det Forsømte; thi Onkel Kutzner (Marie 
Kutzners Fader) var bekjendt som en dygtig Pædagog. 
J e r i c h a u vidste om ham og min Søster, at de vare for- 
træffelige, dannede og fordringsløse Mennesker. Lille 



35 



Marie Kutzner holdt han især meget af ; thi hun 
kjælede saa sødt for den danske Onkel. Derhen 
skulde altsaa Harald for at indhente det i Skolen 
Forsømte, medens han ventede paa mig. — 
Dette skete; men jeg lod vente indtil midt i Januar, 
fordi jeg ikke godt kunde blive færdig før, og denne 
Tid benyttedes godt, ikke alene til de paatænkte 
Studier, men ogsaa til det ikke Paatænkte : den 
sande Sjælens og Hjertets UdvikHng. Før han rejste 
til Rom fra Hirschberg, var han bleven hemmeligt 
forlovet med sin Marie, uden at Nogen vidste det. 
Siden fortalte han mig , hvorledes hun ikke 
havde villet modtage hans Ring, hun syntes, han var 
for ung, hun for gammel, begge vare Jævnaldrende og 
begge To elskede de hinanden saa varmt, saa inderligt, 
saa uskyldigt, som vist sjældent Andre paa denne Jord. 
Jeg har aldrig oplevet saa stor en Forandring med 
et ungt Menneske som med Harald i hine faa 
Maaneder. Manden var vaagnet i ham som ved et 
Trylleslag ; Sommerfuglen havde sprængt Hylstret. 
Vort Samliv i Rom var et flittigt og tarveligt, 
men ægte Kunstnerliv, Moder og Søn vare altid glade, 
altid enige, og saa ung han var, blev han allevegne 
modtagen med aabne Arme og vist særligt Hensyn. Ved 
Ponte Molle blev han bedt om at være »Foraar« og i 
velvalgte Vers byde hele Kunstnerselskabet velkommen. 
Den Ponte Molle-Fest, hvor min lyse Harald var For- 
aar, staar især levende i min Erindring. Han frem- 
sagde Vers, og det ovenikjøbet paa Tysk, og det kneb. 



36 

Ponte MoUe-Festen i Rom bliver ifølge gammel Ved- 
tægt stedse arrangeret af det tyske Kunstnerseniorat, 
men er en ægte international Kunstnerfest — til 
Tider Kunstnersaturnalie , trods talrig Deeltagen af 
Damerne, der dog, som ved de engelske Drikke- 
gilder, i rette Tid blive usynlige, og Millioner af 
Lysfluer, der synes at blande sig med Stjernernes 
Myriader, lyse dem ad Hjemvejen gjennemPorta Maria 
Maggiore. — Jeg husker ham den Kjære, som var 
det den Dag i Dag! I Trikot og i en lysegrøn 
Atlaskes Vams, med en grøn Krans om de flagrende, 
lange, blonde Lokker, fløj han næsten paa en let 
med Blomster og Grønt bedækket Caretto op ad 
en stejl Skrænt af Cervara Højderne. Hesten stej- 
lede, Harald, staaende i Carrettoen med en lys Fane i 
Haanden, gik næsten bag over og kunde let have 
tilsat Livet; men det gik dog Altsammen godt selv 
den tyske Tale paa Vers , som han var saa 
bange for at standse midt i. Han standsede ogsaa ; 
men Ingen mærkede det; thi trøstigt im- 
proviserede og vrøvlede han videre og hjalp sig 
ud af Forlegenheden; rungende Hurraer bleve det 
danske Foraar til Del hin mindeværdige Dag. 
Morskab, Vid uden Sarkasme, Løjer uden at gjøre 
sig til Nar, et glimrende Efterabelsestalent — alt Dette 
gjorde Harald velyndet overalt. Han havde ogsaa 
særdeles stor Gave til Karikaturtegning. 

Men nu Nok om Løjerne! Harald var sta- 
dig og flittig, efter at han var kommen til Rom. Jeg 



37 

troede, det var »Roma æterna«, der havde bevirket 
dette Omslag, men det var Marie! Amore æterno, 
den havde viet Maries Harald til Musens trofaste 
Discipel. — Strax ved min Ankomst til Rom opsøgte 
jeg Bénouville; men han trak sig tilbage som 
Sneglen i sit Hus: »Je n'ai pas de place, Madame, 
je n'ai point de temps.« »Men De lovede jo at 
tage Harald i Deres Studie, og derfor ere vi her; se 
hans Studier!« — En artig Franskmand kan ikke 
godt sige Nej til en Dame, og især, naar han 
har givet et bindende Løfte. Efter at have set 
Haralds Studier sagde han i en anden Tone: »Tres 
bien! — charmant! — je ferrai de la place un 
petit coin dans mon atelier.« To Maaneder senere 
sagde Bénou ville : »Frue, Deres Søn er et enormt 
Talent; nu har jeg givet ham de Vink, jeg kunde, 
— det er virkelig ikke min Hensigt at gjøre ham 
til min Imitateur — han skal ud at lære hos 
den bedste Læremester, Naturen. Og er han 
usikker og trænger til Raad, saa har han i Bénou- 
ville altid en tro Ven. De kan være stolt af Deres 
Søn, han har en stor Fremtid. « — Dette var Spaa- 
dommen. 

Harald arbejdede nu flittigt de 6 Maaneder, i hvilke 
jeg var med ham i Rom ; derpaa rejste jeg hjem i 1 869 
og overlod den ganske unge Yngling til sig selv ; men 
aldrig har jeg havt Grund til at fortryde det ; thi 
Harald Jerichau, agtet og anset af alle Dem, 
han kjendte , var et Mønster paa Retsind , Flid og 



38 

Ærbarhed, munter og glad som Faa og altid i god 
Forstaaelse med Venner og Bekjendte. Marie 
var hans Skytsaand ^ htm var stedse aandeligt til- 
stede hos ham, uden at Nogen anede, han var forlovet. 
Jeg var den Eneste, hvem han, kort før jeg rejste 
bort, betroede sit Hjertes Hemmelighed. Jeg var 
som himmelfalden og — jeg kan ikke negte det — lidt 
forskrækket, dels fordi jeg vidste, at Jerichau vilde 
være meget utilfreds med denne Forbindelse, dels 
fordi jeg ikke troede paa dens Ægthed, paa dens 
Bestaaen. »Harald!« sagde jeg, »Et maa Du love 
mig; Du er jo saa ung, og Marie, skjøndt i samme 
Alder som Du , er forholdsvis ældre ; lov mig : 
skulde Du ved at udvikle Dig som Mand føle, at 
Du ikke stemmer sammen med hende, Du saa tid- 
ligt har kaaret til Brud, opløs da denne For- 
bindelse; thi ingen Ulykke er større, end naar to 
Mennesker, der ikke stemme sammen, blive forenede 
for hele Livet « . Til MarieKutzner holdt jeg senere 
hen samme Tale, og jeg fik af begge Forlovede Løfte 
med Haand og Mund, at de kun vilde gifte sig 
med hinanden, naar deres Kjærlighed var ægte. I 
syv Aar holdt de inderligt, ubrødeligt af hinanden, 
og intet Hensyn kunde forandre denne Kjærlighed, 
dette Giftermaal. Endog i Feudaltiden skete Shgt 
og gjentager sig stedse i forskjellig Form. Alt 
Karl den Stores Datter bar efter Sagnet »sit 
Kjæreste« bort paa Ryggen , omgaaende saaledes Fa- 
derens Forbud, og ægtede sin fattige Ridder. — Holbergs 



39 

Leandre handle ogsaa altid imod deres Fædres 
Vilje, ligesom disse vist selv have gjort i deres 
unge Dage, og evigt spilles samme Leg gjennem 
Verden. Jerichau spurgte heller ikke sin Moder, 
om han maatte gifte sig med mig, Polakinden ; 
det nytter heller ikke at ville forhindre Det, 
som i Følge Naturlovene har Ret til selv at ville 
leve sit eget Fremtidsliv. Gjøre Molluskerne, de 
mest ufuldkomne Overgangsskabninger, halvt Planter 
halvt Dyr, ikke det Samme? Derfor — skjøndt ven- 
tende i mange Aar paa Faderens Tilladelse, som 
han endeligt opnaaede — ægtede H a r a 1 d i Aaret 1875 
sin elskede Marie i Konstantinopel, hvorhen hun 
som en ung Heltinde selv var rejst alene, for at 
møde mig dér før Bryllupet. 

Jeg tror, at det at være overladt til sig selv 
var af stor Betydning for Harald. I et Aar 
omtrent stod han alene med selvstændigt An- 
svar , og inden et Aar igjen besøgte han 
Tyrkiet og Grækenland, hvor han hos Hs. Maj. 
Kongen fandt den mest henrivende Godhed ; han 
var nemlig indbuden af Hs. Maj. til at være 
hans Gjæst, malede der de af Deres Maj. 
vor allernaadigste Konge og Dronning hos ham 
alt i Rom bestilte Billeder af Akropolis og Athen 
og udførte et større Billede af Akropolis ved 
Solnedgang til Hs. Maj. Hellenernes Dronning, der 
forærede det til sin høje Moder. Her malede 
Harald ogsaa paa Opfordring af Hs. Maj., der 



40 

naadigen spurgte, om han havde nogen Tid at anvende 
i hans Tjeneste, mange udføriige Studier af Hs. Maj. 
Kongen af Grækenlands Privatejendom, det bjergrige 
med Naaletræer bevoksede Tatøj. 

Fra Athen rejste Harald, der alt længere, end 
hans Tid havde tilladt det, havde opholdt sig ved 
at male Studier i Tatøj, til Paris. — »Ja, Moder! 
Paris ! Véd Du, Moder, at havde jeg ikke haft mit 
Mariebillede i Hjertet, saa var jeg glat væk gaaet i 
Hundene i dette moderne Sodoma og Gomorrha.« 
Han var kun 20 Aar gammel, da han, aldeles overladt 
til sig selv, tilbragte 6 Maaneder i Frankrigs Hoved- 
stad; dér sluttede han Venskab med de herligste 
Mennesker ; Familierne Hoskjær, Galon og Giroux 
huske ham med Glæde ; stedse stod han i Korre- 
spondance med dem. Hos den danske Gesandt og 
Konsul blev han venligst modtagen. Han holdt sig 
tappert, arbejdede flittigt og gjorde Løjer, som var 
han en Dreng paa 15 Aar, og Alle holdt af ham, 
baade højt og lavt Stillede. 

Engang havde han næsten gjort det for grovt; 
han klædte nemlig en Aften sin Mannekin (Lededukke) 
i sine egne Klæder og kastede ham saaledes næse- 
grus i en frygtelig Stilling paa Gulvet mellem om- 
styrtede Stole og Stafl"elier; en Kniv, dyppet i rød 
Farve, og en ligeledes rød Strøm var at se paa Gulvet, 
Tøjet var ogsaa tilsølet som med levret Blod. 
Gavtyven selv laa gemytlig i Sengen og sov bag 
de tæt sammentrukne Gardiner. — Da ved Morgen- 



41 

gry Portnerkonen kommer ind for at vække »le 
jeune Monsieur« og ser al denne Forstyrrelse og 
Ødelæggelse, smider hun Kaffen og jamrer sig, 
raabende: >Mord! Røveri!« Saa godt havde 
Harald arrangeret Scenen! Han vilde gjøre Løjer, 
men her blev det ramme Alvor; Portnersken blev 
syg af Skræk, og Harald var meget bedrøvet over 
dette uheldige Udfald; thi han holdt ligesaa 
meget af den gemytlige Kone, som hun af sin 
»Plejesøn« — saaledes kaldte hun ham. »Jo, De 
er jo en lille Gudsengel med de lyse Haar. — De 
kan tro, unge Herre, De er den Eneste af den Slags 
her i Huset ; de Andre ere alle faldne Engle ; derfor 
holder jeg af Dem.« Saa fortalte Harald hende 
om sin Marie, sin »ange gardien«, og den Gamle 
græd de hede Taarer; thi da hun var ung, en lille 
Grisette, da var hun ogsaa elsket af Pierre, hendes 
Student med de blaa Øjne og det lyse Haar — 
men han døde ung. — »Og ham ligner De ganske!« 
sagde Portnersken. Bitterligt fortrød Harald, at 
han ved sin vellykkede Mystifikation, som kun var 
beregnet paa at sætte Madame Pierres Latter- 
muskler i Bevægelse, havde indjaget hende en saa 
alvorhg Forskrækkelse. 

Harald var meget flittig i Paris og studerede 
i flere Retninger. Uden at ville gaa i den franske 
Skoles Fodspor, tilegnede han sig alle de Fortrin, 
der betegne den, og der tillige passede for hans 
Kunstopfattelse. 



42 



Saaledes er det vist, at han i Paris fik et 
stort Syn paa Behandlingen, at han blev Herre 
over en næsten fotografisk Nøjagtighed i sine For- 
grunde, at Studiet af Lokalfarverne, for hvilke han al- 
tid havde havt medfødt Talent, her udvikledes i hans 
Arbejder, hvis Særkjende de ere, uden at han dog, som 
Franske ofte gjøre, og hvad der let kan ske, for- 
faldt til Kradshed og Overdrivelse heri, opofrende den 
Alt. I Paris malede han efter sine græske Studier 
et meget dygtigt Billede af Korfu til General 
Boutakoff, hvilket blev udmærket med Roes i 
»Salon de Paris«; derimod havde han endnu ikke 
benyttet sine mange interessante, konstantino- 
politanske Studier, som han ligeledes i 1872 havde 
gjort paa Stedet. Uden nogen anden Anbefaling 
end min og sin egen Personlighed var han rejst til 
Tyrkiets Hovedstad, hvor det var svært for en 
Kunstner at male Studier; men det varede ikke 
længe, saa var han indført allevegne og opnaaede 
alle de Fordele, som hertil vare yderst nødvendige, 
som f. Ex. Eskorte, der stadigt skulde jage Pøblen 
bort, naar han malede i Konstantinopels Omegn. 
Især var det den svenske Minister og hans elsk- 
værdige Familie i Konstantinopel samt Konsul W. 
Spiegelthal, skandinavisk Vice-Konsul i Smyrna, 
der tog sig af Harald, som om han var deres 
Søn. Ligeledes var det hos de i Konstantinopel 
etablerede Skandinaver: den rige, norske Kjøbmand 
Reppen, tidligere Havnekaptajn, og Jørgensen, 



43 

Skibsinspektør for Dampskibs-Selskabet »Lloyd«, at 
Harald følte sig som hjemme. 

Snart var han indført ved alle Gesandtskaber, 
hvilket paa dette Sted viser, at man hører til 
»Selskabet«. Harald gjorde Exkursioner i Konstan- 
tinopels og Smyrnas Omegn og blev forsynet med 
Proviant og Eskorte; saaledes var det ham muligt 
at bringe nøjagtige Studier fra Eujub, Kirkegaarden, 
den mest fanatiske Del af Stambul, — fra Efesus, 
fra Sardes, hvor Ingen til Dato havde vovet sig 
hen. Derfra datere sig Studierne til hans store, 
til Kapt. Jacobsen malede Billede. Paa den 
Hede, hvor Xerxes havde holdt sine Slag, hvor 
Myriader af Krigere havde kæmpet med hverandre, 
dér kamperer nu og da en Karavane ved Kybele- 
Templets sidste 2 Søjler, der som Udraabstegn 
hæve sig op fra den klassiske , nu golde Jordbund. 
Dér, i en af Støtterne, staar etsteds »Harald 
J e r i c h a u « indhugget. Man siger , at Søjlerne 
skulle flyttes til British Museum; men Harald 
Jerichaus Navn, der er forenet med disse Støtter, 
som Danmark ejer i Billedet, malet af ham, har 
faaet sig et stadigt Minde i dette hans af hele 
Kunstnersamfundet i Rom som det betydeligste 
landskabeHge Værk i Nutiden ansete Billede. Det 
blev til i Rom og fuldendt en Maaned før hans 
saa tidlige og uforudsete Død. Med Dr. Hirsch- 
feldt. Lederen af Olympias Udgrav else, med hvem 
Harald blev nøje bekjendt først i Athen og senere 



44 



i Smyrna , rejste han til Efesiis , Rhodos og Athos^ 
hvorfra mange herlige Studier og Skizzer haves. 
Det var besværligt ^at drage om i disse ubeboede, 
vilde Egne, intet Kjød eller Brød, ofte intet Vand 
var at faa, Kamelens Ryg gav Nattely, og Mælk 
og Æg havde i over otte Dage været de Rejsendes 
eneste Føde. 

Men der var i Tyrkiet saa Meget at gjøre 
for Harald, at han mærkede, Alt ikke paa én Gang 
kunde mægtes; han vilde tillige forøge sin kunst- 
neriske Viden, og Paris blev atter hans Maal. I 
1872 om Sommeren vendte han en kort Stund 
hjem; dér mødtes han med sin elskede Marie, der 
ogsaa var kommen til Danmark i Besøg. O , de 
milde, maaneklare Aftener, de lyse Nætter i vort 
Norden, naar Bøgenes Løv smaasnakker og Bølgen 
kjælende slikker den hvide Strand! Ved den sad 
de To saa lykkelige! I tre Aar havde de ikke set 
hinanden ; dér sad de -Øje i Øje , Haand i Haand, 
glade som Børn; det var, som om Himmel og Hav 
spejlede sig i hinanden i blikstille Vejr! Der blev 
ikke talt meget, men naar de talte, saa var. det paa 
Dansk; thi Marie havde ved Hjælp af sin Ordbog, 
sin Salmebog og den danske Bibel, som Harald 
havde sendt hende, i Tyskland lært Dansk, der 
ofte lød pudsigt nok; dog snart udviklede det sig 
til korrekt og flydende Tale. Hvem erindrer ikke 
den elskelige, fine, aandeligt begavede Pige med de 
drømmende Øjne, hvoraf det ene af og til kunde 



45 



se lidt forkert, hvilket klædte hende saa yndigt, og 
denne lille Usikkerhed i Blikket gjorde hende lige- 
saa pikant, som den gav hende Udtrykket af En, 
det maatte værnes om, En, der slet ikke hørte til 
de frie Kvinders Kategori, og saa var hun dog alli- 
vel saa fri i Tanken, paa den rette Maade, saa 
fordoms- og bramfri, saa kjærligt føjelig, pligt- 
opfyldende og opofrende og tillige sa.a modig og 
udholdende , naar det gjaldt. Kort sagt : det var 
ret den Hustru, Harald skulde have. Det Mærke- 
hgste var, at hans Fader, der jo var af en ganske 
anden Mening end han med Hensyn til denne 
Forlovelse, blev aldeles forhexet af lille Marie — 
skjøndt ganske lille var hun ikke! Ofte, naar 
han tog hende under Armen og de gik op og ned 
i Landstedets Lund, begyndte han at snakke 
»raison« med hende, at baade hun var for gammel 
og Harald for ung, at saa nære Slægtninge ikke 
burde giftes, at Haralds Karriere vilde blive 
hemmet, hvis han giftede sig tidligt, og dette maatte 
undgaas, fordi Harald var hans lyse Haab, Den, 
der — skjøndt i en anden Kunst-Retning — skulde 
fuldende, hvad han selv ikke mere følte Kraft til. 
Mim my hørte ydmygt og kjærligt paa Svigerfaderen ; 
to store Taarer svømmede da i hendes Øjne; men 
skjøndt hun Intet sagde eller maaské netop, 
fordi hun Intet svarede, saa endte det stedse med, 
at Jerichau standsede midt i denne forstandige 
Tale og kyssede hende hjerteligt ; • da sagde hun : 



46 



»Du skal se, Papa, Vorherre tillader kun Det^ 
som er til vort Bedste.« 

I 1874 møde vi Harald igjen i Schweitz, efter 
at han imedens havde arbejdet flittigt i Paris og 
derfor ikke havde kunnet overvære vor Sølvbryllupsfest 
i Danmark. Det var i Lausanne med Lac Léman's 
solglimrende Vandflade foran os, at vi boede en 6 
Uger i Beaulieu, To Aar vare igjen gaaede, siden 
Marie og Harald havde set hinanden. Dér, hos 
mig , samledes de atter en 6 Ugers Tid. Det var 
nemlig til Lausanne, at jeg havde bragt vore to 
yngste Døtre og Marie til Mile. Jacards fortræfle- 
lige Pension. Omtrent hele Familien var altsaa 
for en kort Tid samlet i Schweitz. Idyllisk var 
Opholdet; til Fods og paa Vandet, i Bjerge og 
Dale blev der strejfet om af de Unge med deres, 
som de sagde, »evigt unge«, gamle Moder; en Fod- 
tur i Savoyens Bjerge hørte til det Dejligste. Men 
da Frugten var moden og de røde Æbler, naar vi 
rystede Træerne, dryssede ned i det svulmende 
Græs, da slog ogsaa Afskedstimen, og atter rejste 
Harald, dennegang med mig. Øst paa mod Græ- 
kenland og Tyrkiet. Denne Rejse, som vi i 
Fælledsskab gjorde, hører til mine mærkeligste Op- 
levelser. Det var for os en stor Glæde at gjenop- 
friske det Kjendte og at se det for os endnu 
Ubekjendte af Dalmatien og Grækenlands Egne. 
Sejladsen mellem Øerne var især dejlig. Paa Korfu 
bleve vi veirtede af Fæstningens Kommandant 



47 



Cockides, en elskværdig Græker, hans yndige, 
sortøjede Frue og deres lille Fanny. En Vogn 
med to hvide Skimler for hentede os ved Havnen ; 
Kaptajnens Folk, ikke færre end 14 i Tallet, med 
Fez og i Fartanella og den elegant baldyrede 
Albanesertrøje , fik fat i vore mange Ejendele, og 
som store Herskaber kjørte vi to Kunstnere op til 
Huset, hvor en glimrende Anretning var beredt i 
de elegante Værelser. To Dage maatte vi blive, 
og vi kjørtes af vore elskværdige Værter om i 
Korfus dejlige Egne; intetsteds i Verden har jeg 
set slige Olieskove, slige mageløse Træer. Herfra 
og til Korinth var Vejen snart tilendebragt; men 
der rasede en saa orkanagtig Storm, at Rejsen 
fra Korinth maatte fortsættes over Isthmen til 
Lands paa aabne slette Fjællevogne. 

Havet laa i ét Skum, Skypomper droge over 
det og trak Vandet i svære Søjler op mod Himlen; 
hele Egnen var hyllet i det rædsomste Sand- 
støv , saa at man maatte holde Shawlerne tæt over 
Ansigtet. Videre gik Rejsen uforstyrret til Athen, 
og efter et meget kort Ophold her naaede vi 
Bestemmelsesstedet: Smyrna, hvor Harald denne 
Gang ikkun blev 8 Dage og derpaa rejste alene 
forud til Konstantinopel, hvor vi agtede at til- 
bringe flere Maaneder, og hvor han haabede at 
kunne bosætte sig, dersom Forholdene svarede til 
hans Ønsker. — At gjense en Egn giver den større 
Betydning, men især at gjense en Ven er en 



48 



meget stor Glæde i Livet ; da faar man Stadfæstelse 
paa det Skjønnes, det Ædles Bestaaen. Det gode 
Bekjendtskab , man først gjorde, som ydede saa 
mange Behageligheder, var ikke et Fyrværkeri, fut- 
tende op i Glimmer og saa maaské slukket for 
bestandigt ; det var ikke en Pragtblomst, der gav Alt, 
hvad den kunde, paa e'n Gang og derpaa falmede og 
afbladede uden at sætte Frugt; nej, det ligner Il- 
den, der ulmer under Asken. Saaledes fandt vi i 
Smyrna samme endog forøgede Godhed hos Kon- 
sul W. Spiegel thai. Det er især ham, som 
Harald har at takke, idet denne i hin Tid ind- 
flydelsesrige Mand ikke alene lettede, men mulig- 
gjorde hans Udflugter til Sardes og de andre hidtil 
af ingen Kunstner gjæstede ellers ufremkommelige 
Egne i Lilleasien, hvorfra Harald bragte værdi- 
fulde Studier tilbage. 

I Konstantinopel indrettede vi os snart hjem- 
ligt og hyggeligt. Et smukt, paa de sidste Brand- 
tomter bygget Hus i Rue Hendeck 45 med Udsigt 
fra alle fire Etager over de gyldne Horn til Stambul 
blev smagfuldt møbleret. Her skulde arbejdes paa 
Kraft, og derfor forventedes her UdvikHngen af 
Haralds Karriere, og her skulde endeligen, naar 
vort Haab blev opfyldt, Brudesengene redes; Alt 
syntes at tilsmile os. I vore to brillant udstyrede 
Ateherer med deres hidtil i Konstantinopel ukjendte 
Indhold, modtoge vi den tyrkiske Hovedstads for- 
nemste og intelligenteste Personer; det hørte til 



49 

den gode Tone at have været hos os, og vi vare 
til Gjengjæld velsete i alle Gesandtskabshoteller og 
indbudne til alle store officielle Fester; vi fandt 
desforuden hos Ehrenhoffs , den svensk-norske 
Ministers Familie en venskabelig Uforbeholdenhed 
i daglig Omgang og Hjælp med Raad og Daad i 
alle vanskelige Forhold, saaledes ogsaa under den 
mærkeligste af alle vore Erfaringer i Orienten, som 
jeg her vil forsøge nøjere at meddele, da den be- 
tegner hele den store. Korrupthed af tyrkiske For- 
hold. Naar nu blot ikke, hvis jeg engang igjen 
kommer til Tyrkiet, en Drik Kaffe skjænkes mig i 
en arseniceret Kop til Gjengjæld for mine Referater, 
fordi jeg opholder mig ved de Detailler, der betegne 
Haralds Forhold, som nøje vare sammensmeltede 
med mine. Thi her, som allevegne ellers, delte vi 
Last og Brast med hinanden. 

Vi vare Hge flyttede ind i den nye LejHghed, 
men Intet var endnu i Orden, da en tyrkisk Oberst, 
iført Gallauniform og den røde Fez, følger i Hælene 
paa Tjeneren, der melder den Indtrædende; paa 
Kaartet staar »Messoud, Bey«. Der blev hamret, 
der blev savet, Høvlspaanerne fløj under rappe 
Hænder om Ørerne i det ny indrettede Atelier, og 
man kunde knap høre Ørenlyd. »Jeg er Amateur, 
Madame, Dilettant 1« raaber Beyen. — Fortrydelig 
svarer jeg: »Min Søn er gaaet ud.« Harald var 
ikke hjemme. — »Jeg kan være Dem til Nytte,« 
siger Beyen ufortrøden, tiltrods for min forlegne og 

4 



50 

kølige Modtagelse. »Imorgen sender jeg Porte- 
chæsen efter Dem, om De tillader,« bliver den 
tyrkiske Oberst ved, »De bæres, medens vi Herrer 
ride; thi mit Hus ligger i det gamle, stejle Fun- 
doiicli, og ingen Vogne kan naa denne Del af det 
tyrkiske Kvarter. Mit Atelier — thi Deres er ikke 
saa rummeligt som mit — staar til Tjeneste. De 
skal faa Middagen serveret paa Tyrkisk, og jeg 
skaffer Dem de yndigste smaa »Han nu mer« 
(tyrkiske Damer) til at male efter.« Alt Dette var 
lokkende Udsigter. Næste Dag kom virkelig den 
bebudede Portechæse, som den med stormende 
Elskværdighed sig Indtrængende havde sat i Per- 
spektiv, og efter at være bleven baaret i den gjennem 
en uendelig Labyrinth af uregelmæssige Gader, op 
og ned ad Bakke, over Stok og Sten, gjennem 
Tyndt og Tykt, i Følge med Harald og Obersten 
til Hest, standsede jeg omsider ved et ægte tyrkisk, 
rødmalet Brædehus med fremstaaende Karnapper 
under løvrige Plataner, omslynget af frodige Vin- 
ranker. Messoud Bey, oprindelig belgisk Katholik, 
var Renegat, hans Frue levede etsteds i Tyskland; 
i Tyrkiet var han Tyrk og hele hans Omgivelse 
tyrkisk, med Undtagelse af den franske Kok og en 
armenisk Præst, Husets Ven, en jovial, rødnæset, 
velmæsket Herre. Slige Armeniere trænge sig ind 
i hvert tyrkisk Hus, ligesom Ormen i en lækker 
Frugt. Alt var tyrkisk: Værelserne, Maden indtil 
den lille laaarige Hannum med de glødende Øjne, 



51 

uden Slør endnu, Naboens Datter, der serverede 
Kaffen. Man talte under Maaltidet meget om Sul- 
tanen Abdul Azid og om Abraham Pascha, 
den Almægtige, ogsaa en Armenier, Khedivens 
Agent hos Padischaen, en simpel Parvenu, der ved 
sine Talenter fra en ringe stillet Dreng havde 
svunget sig op til Den, der havde den største Magt 
i »Palæet«. Dette var Abraham Pascha; han 
var Mediet, gjennem hvilket Khedivens MilHoner 
flød over i Sultanens Skatkammer. Han spillede 
hver Aften »Tric Trac« med Storherren og lod 
ham vinde enorme Summer; naar han paa en Lyst- 
sejlads lyttede til H. M.s naadige Ord — thi Spark 
fik han aldrig — og denne f. Ex. sagde: »Er det 
ikke Dit, dette dejlige Hus? — denne herlige 
Villa?« — svarede han: »Ikke mere, Deres Maje- 
stæt! det er Deres!« — Saaledes kom de her- 
ligste Forsendelser af Vaser, dengang H. M. be- 
hagede at have Vase -Mani, med det fra Japan 
hjemvendende Skib, til »Palæet«; man har jo 
Gud ske Lov Telegrafen. — En anden Gang slaar 
Abraham Pascha to Fluer med ét Smæk ved at 
bestille en Ladning Billeder hos Armenieren, hans 
Landsmand, den ved allerhøjeste Ordre til General 
Ignatieff anbefalede Marinemaler Ajvazowsky, 
og ved tillige at forsyne Palæet med, siges der, 
for 500,000 Francs fortrinlige Marinemalerier. Dette 
Abraham Paschas sporadisk fremtonende Kunst- 
protektorat gav ham her Lejhghed til saavel at for 



52 

binde sig Padischaen som tillige den højeste russiske 
Instans i Konstantinopel, og paa samme Tid kaste 
Glans over en Armenier, den berømte, højt prote- 
gerede Kunstner Ajvazowsky. Blandt dennes 
Billeder i Konstantinopel var det betydeligste og 
interessanteste en Marine ved Krimkysten med 
Dampskibet »Livadia« i fuld Fart. Billedet kunde 
betragtes som et mindeværdigt Blad i Nutidens 
Historie, da det netop var paa dette Dampskib 
»Livadia«, at hin Pascha, der havde en vigtig po- 
Htisk Mission overdraget, efter dennes Tilendebringelse 
og paa Hjemrejsen fra Krim nød forgivet Kaffe af 
en rigt med Brillanter forziret Kop og døde ganske 
pludseligt som Enebesidder af de betroede poli- 
tiske Hemmeligheder, han havde inde efter at have op- 
fyldt sit Hverv. — Kaffe i hvide Kopper skal man 
vogte sig for at drikke i Orienten, naar man er 
Statsmand eller har noget Udstaaende; thi Arse- 
nik, som strøs paa Gløder, overtrækker med 
Lethed Koppen og mærkes ikke paa den hvide 
Grund, men vilde strax mærkes paa den sorte ; derfor 
drak Abdul Azid aldrig Kaffe uden af sorte Kopper, 
fortalte Harald mig. Hos Messoud Bey blev 
der den Dag serveret i hvide Kopper; Messoud 
og Armenieren fortalte ivrigt om AbrahamPascha, 
der kjøbte som en Nabob — vist ikke til egen 
Skade; thi snildere, snuere Mennesker end Ar- 
menierne og især denne Abdul Azid gives der 
vel næppe i Verden. Sorbetterne og »RhachHkum« 



53 

bødes om i Kredsen, Cigarretternes Aroma blaanede 
i Luften. »Mal mit Portræt til mig I Til Gjengjæld 
skal jeg skaffe Deres og Deres Søns Billeder ind i 
»Palæet«!« siger Messoud Bey ved Desserten. 
;>Top!« svarer jeg, tænkende, at hans Løfte 
næppe kunde blive holdt; men i alle Tilfælde var 
Messoud Beys Hoved interessant. Samtalen vare 
livlig, den loaarige Hu ri s, der kun kunde smile 
og straale med Gazelleøjnene, serverede Sorbetten. 
»Hvor smukt er dog ikke dette tyrkiske Stel!«, 
sagde jeg, da Harald beundrede en tyrkisk, udskaaren 
Opsats. . — Vi sagde Farvel; jeg blev baaren tilbage 
i Portechæsen, Harald til Hest ledsagedes af Mes- 
soud Bey — thi der var ikke sikkert om Aftenen 
gjennem det mørke Tyrkekvartérs Krinkelkroge — 
til vi naaede Rue Hendeck. Næste Morgen vare 
Stellet og Opsatsen bragte til vort Hjem ; det var 
ifølge orientalsk Gjæstevenskabs Skik. Men Mes- 
soud Bey kom ikke dennegang. Han var en fin 
Taktiker, han vilde ikke synes paatrængende — 
ikke høre om Tak; men Dagen derefter kom han, 
og ikke alene denne Dag, men han kom hver Dag. 
Jeg havde et Slags Instinkt ikke at indlade mig 
med den alt for forekommende Messoud Bey. 
Jeg afslog derfor at benytte hans Atelier under 
Paaskud af, at Platanerne kastede for stærkt grønt 
Skjær ind i det, der var et Slags stor Havestue; 
han derimod benyttede uden Opfordring mit Atelier, 
modtog vore Venner deri, agerede Vicevært, kopierede 



54 

med stort Talent et af mine kjønne, italienske 
Hoveder , kort sagt : han var paatrængende elsk- 
værdig; men man kunde kun gjøre svage Forsøg 
paa at blive ham kvit, han havde jo Entréen til 
»Palæet« i Lommen. Saaledes gik et Par Uger. 
En skjøn Dag var jeg netop i Besøg hos Khedivens 
Niece Nazili Hannum. Imidlertid var Harald 
hos denne høje Dames Gemal Halim Pascha, 
tidligere tyrkisk Minister i Paris, hvor han paa 
Grund af sin Ødselhed havde vundet herostratisk 
Berømmelse. Pa én Nat spillede han 2 Millioner 
Francs bort: en Konge i Demimonde-Riget 1 Der 
blev sendt Bud efter mig i Haremet, at Harald 
ventede mig hos Paschaen. Hvem beskriver min 
Overraskelse, da jeg ogsaa træffer MessoudBey, der 
som Chamissos Peter Schemihls Skygge var fulgt 
med Harald til Paschaen, hvem han ogsaa kjendte; 
thi allevegne havde denne mærkelige Renegat Indpas. 
Han var i Perlehumør. »Pitagoral Pitagora!« raaber 
han, »nu er Alt klart! nu faar jeg mit Portræt; 
imorgen ventes Deres Billeder i Palæet; den første 
Kammerherre sender Bud efter dem.« Det var 
virkelig en stor Begivenhed, og hvem var nu gladere 
end Harald og jeg! Saa vilde Marie, hans egen 
Mimmy, snart kunne drage ind i sit nye, saa 
yndigt udstyrede Hjem, hvor hver lille Plet var 
beredt med Omhu for at modtage den elskede 
Brud. — Men Harald var forstandig i samme 
Grad, som han var forelsket, og istedenfor at aftale 



55 

Alt med Messoud Bey angaaende Billedernes 
Sendelse til Palæet, kjørte han strax til den svensk- 
norske Minister og meddelte ham den uventede 
Lykke, samt spurgte, om dette ogsaa var til at" 
stole paa; vi havde jo med Tyrker og Armeniere 
at gjøre. »Aldrig!« var Ministerens Svar, »aldrig 
bør De sende et eneste Billede til Sultanens Palæ 
uden ifølge officiel Forespørgsel. Jeg vil som Skandi- 
naviens Repræsentant gjennem Dragomanen ad offi- 
ciel Vej foranledige det Samme, nu, det er bragt 
paa Bane; men det bliver da langvarigt. Tro mig, 
De faar ellers hverken Penge eller Billeder mere 
fra den Kant.« — Det blev altsaa en lang Næse til 
Messoud Bey, som vi siden aldrig mere saae 
igjen. Dog havde han gjort sine Sager godt og i 
en Fart ad Bagtrappen i Palæet udrettet det Samme, 
som ad officiel Vej ellers varer Uger, ja Maaneder. 
Det Hele var, som vi senere erf6r, virkelig Sandhed, 
skjøndt vi ved ad denne Vej at sende Billederne 
til Palæet vilde have savnet al Garanti. Messoud 
Bey var bleven fornærmet, og Ret havde han egent- 
lig; thi saa vidt det stod til ham, havde han udrettet 
Alt. Havde denne Mand ikke gjort sig umulig for 
os, saa havde jeg sikkert vist ham en eller anden 
Opmærksomhed, ja endog malet hans interessante 
Hoved; men Manden var i Vanrygte, ikke til at 
omgaas, uden at man maatte blive kompromitteret der- 
ved, og »after all«, som Englænderne sige, et farligt 



56 

Subjekt. Han blev altsaa borte, og vi vogtede os 
for ham, nu mere end ellers. 

Men nu kommer Humlen! Det svensk-norske 
Gesandtskabs første Dragoman, i Rang med Oberster, 
Hr. V. *, forføjer sig officielt til Palæet og spørger 
om Sagens Sammenhæng. Jo, lød Svaret, man 
ønskede Billederne derhen. — »Hvem?« spurgte 
man. Svaret lød: »Til Kammerherre *«. — »Ikke 
tilstrækkelig Garanti.« — »Abraham Pascha vil 
kjøbe Billederne«, hed det. »Godt!« siger *, »saa 
er det mig, der er beordret til at indføre Abraham 
Pascha i Atelieret«. — Man betænkte sig lidt, man 
var bleven nysgjerrig; Sultan Abdul Azids Lune 
i hin Uge var Interesse for Billeder, og vi havde 
netop nogle til Disposition. Samme Dag kom en 
af Abdul Azids Adjutanter, en Dilettant i Maler- 
kunsten, en net, beleven, godt fransk talende Officer, 
sendt fra Palæet, for at bedømme, om vore Malerier 
duede. »C'est tres bien, Vous aurez un message 
du palais. Madame et Monsieur!« sagde Adjutan ten. — 
Dagen efter — det var knapt Daggry — styrter 
Victoria, vor kjønne Smyrnapige, ind i mit Sove- 
værelse. — »De maa op. Frue, der er en Herre, 
som ganske ligner Hr. v. *, det er vistnok Buddet 
fra Palæet.« — Victoria talte 6 Sprog: Tyrkisk, 
Græsk, Engelsk, Armenisk, Tysk og Fransk, og hun 
var baade vor Tolk og vor Lærer. Hun førte 
den fremmede Herre ind i Atelieret, og jeg skyndte 
mig i en Fart ned i Morgennegligé. » Madame !'< 



57 

siger Herren; »er min Broder kommen? Mit Navn 
er *, og vi skulle mødes her.« Lidt efter siger han 
mig, at han, hvis jeg ønskede det, vilde bringe 
Abraham Pascha i Atelieret, da skulde vi gjøre 
brillante Affærer; thi Paschaen kjøbte gode Billeder 
dyrt til Sultanen, der for Tiden havde Billedmani. 
»Abraham Pascha!« jublede det i mit arme 
Moderhjerte. Han var jo Maalet for alle vore 
Ønsker. »Tak!« siger jeg, »hvor De er god!« — 
Herren rømmer sig lidt forlegen og fortæller nu 
om sine Huse, om sine gode Omstændigheder, men 
at han, naar Lejlighed gaves, ikke forsmaaede, men 
stedse endnu søgte at gjøre gode Affærer; det var 
nu engang Skik i Konstantinopel, og derfor vilde 
han ved eventuelle Kjøb til Abraham Pascha, 
hvem han lovede at bringe samme Dag Kl. lo, 
(Kl. var dengang 7), have 30 Procent. — Dette 
var mig for stivt ; thi vi vare ikke vante til at snyde 
ved Salget af vore Billeder, hvilket Levantinerne gjøre 
ved alle Omsætninger, og til at forlange de 30 
Procent over -den af os fastsatte, rigtignok forhøjede 
»Palæpris«, da der altid var mange Bachciz (Drikke- 
penge), som jo maatte gaa fra vore over i Embeds- 
mændenes Lommer. — »Nej!« svarede jeg bestemt, 
»dette er for Meget. Mr. Goupil i Paris beregner 
sig 16 Procent ved Salg; men« — jeg maatte jo 
bide i det sure Æble — »men,« sagde jeg, »her gives 
hverken Kunsthandlere eller Kunstlokaler; — 20 
Procent vil jeg tilstaa Dem, ikke Mere.« — Jeg 



58 

følte, paa hvad Grund jeg stod. — »Godt«, siger 
Herren »jeg modtager det; om 3 Timer er Kjøbe- 
ren her«. — Og det skete; den Almægtige, en 
simpelt udseende Mand med Armenierpræget og 
med den røde Fez paa Hovedet, kom, saae og sejrede. 
Der blev kjøbt for 40,000 Francs. — Billederne 
vare bestemte til en lille Foræring for Sultanen I — 
Ubetydelige Smaating ved dem var der endnu at 
pille med, og de skulde da afhentes om to Dage, efter 
at Fernissen var bleven tør. Alle Parter vare til- 
fredse, og den Almægtige og han, som havde 
bragt ham, forlode os nu. Alt var altsaa i Orden, 
skulde man tro. Klokken var 9. Strax efter pusler 
det op ad Trapperne, det var den ægte Hr. v. *, 
første Tolk ved Gesandtskabet. »Har min Broder 
været her?« — »Jo!« siger jeg; »og Abraham 
Pascha har været hos os, "det gik nok saa godt, 
han har kjøbt alle vore Billeder.« — »Peste!« siger 
Hr. V. *;« har min Broder stillet Dem Betingelser 
— er De sikker paa Sagen?« — »Jo,« svarer jeg, 
han har betinget sig 20 Procent, fordi han skulde føre 
Abraham Pascha ud til os. Billederne afhentes 
iovermorgen. « »C'est une cochonnerie ! « siger den 
ægte Hr. *, der øjensynligt var bleven et Offer for 
sin Broders Snuhed. Brødrene havde jo fælleds 
Navn, og det var den Sidstankomne, der havde det 
Hverv at føre Abraham Pascha til os for at af- 
gjøre Kjøbet. Som jeg siden erfarede, skyldte den 
falske * den ægte * 100 tyrkiske Lire i Guld, — 



59 

skjøndt han var rig og Aagerkarl; den anden 
Herre derimod var en fortræffelig, anset Mand og 
hædret i sin Stilling, Fader til mange Børn; det 
kunde ikke være ham ligegyldigt , om hans Navn 
og Stilling kom til at Hde ved Broderens snedige 
Adfærd, der havde overlistet Alle. 

Imedens nu Harald fløjtede og sang, og jeg 
trippede om af Fornøjelse, og der blev retucheret 
ved Billederne, og Chamalerne bestiltes til at bære 
dem bort til Palæet, som aftalt med Kjøberen, 
træder den falske * ind i AteHeret — det var 
Dagen efter — og siger: »Monsieur! Madame! Jeg 
kommer for at sige, at jeg Intet vil have for min 
Ulejlighed; jeg gratulerer Dem til den gode Affære, 
jeg selv vil Intet tjene derved. Godmorgen!« — 
Dér sad vi — Harald og jeg — lange i Ansigterne; 
thi at det Hele nu var forbi som en Drøm, dette 
følte vi paa den falske Hr. v. *'s Uegennyttigheds 
Iver. — Farvel Palæ, Farvel, Bryllupsperspektiv ! 
Farvel! — Abraham Pascha lod aldrig mere 
Noget høre fra sig, og Palædørene forbleve siden 
lukkede for vore Billeder. Ambassadens første 
Tolk, Hr. V. *, kunde Intet udrette mere. Broderen 
havde spillet ham et Puds til Gjengjæld. Sligt kan 
kun gaa for sig i Orienten. Som himmelfaldne 
vare vi to narrede Stakler ; men alle Armenierne, disse 
snu og som oftest rige Folk i Tyrkiet, der 
danne et mægtigt organiseret Koteri i Orienten, 
gjorde fælleds Sag med Abraham Pascha og 



6o 



skyede al Forbindelse med os og med Atelieret, hvori 
de Billeder stode, som den Almægtige ikke havde 
ladet afhente. — Godt var det alligevel, at de endnu 
stode i Bero ; thi hvem véd , om vi ellers havde 
set Noget til dem og Pengene, hvis de først vare 
komne indenfor Palæets Døre. 

Nu gjaldt det at give Tid, igjen at vente, og 
ikke himmelstormende, men som Orientalerne gjøre: 
langsomt søge at naa Maalet ad en anden Vej. Vi 
havde store, indflydelsesrige Bekjendtskaber, og mange 
Besøg i Atelieret af elegante Damer; ofte var det 
rumænske, serbiske og levantinske Modedamer med 
Fløjelsslæb og Pariserhatte, men som ikke engang 
kunde skrive deres Navne i Haralds Album. Der 
blev givet os mange Løfter, men af dem kunde 
man ikke leve; derfor maatte vore oplagte Spare- 
penge holde her. Vi malede, vi ventede, vi. sukkede 
af og til, og vi trøstede hinanden. Hjemmet var 
hyggeligt, yndigt, overgydt af Sol, der, naar den 
gik ned over Bosporus, forgyldte vore Vægge ; men 
Guldet manglede ellers, og, saa godt vi end havde 
det inden Døre, længtes Harald efter sin søde 
Marie. Vi havde mange Venner og Bekjendte, 
vare indbudne paa alle Gesandtskabernes Baller og følte 
os som hjemme hos E h r e n h o f f s , den svensk-norske 
Gesandt. Vi tilbragte Julen der. Det er de 
skjønneste Erindringer, der knytte sig til deres Hus. 
Men det saae ellers alvorligt ud for os. — Der var 
ved Bosporus' Bredder, hvor Alt er dobbelt dyrt, intet 



6i 



Forslag i det tynde Akkreditiv, men. gode Miner 
og god Stilling maatte holdes, coute qui coute. Af 
alle gode Løfter holdtes kun ét, og dette var den 
svensk-norske Ministers, der to Maaneder i Forvejen 
havde bebudet os Prins Chalim Paschas, Khedi- 
vens Onkels Besøg. Dog var det ikke før midt i 
Februar, at denne belevne, højtdannede Orientai 
med vor Ven og Velynder naaede op i vort Atelier. 
Han var stillet uafhængig af Porten og havde efter 
sin mindeværdige Fader, Ali Pascha, arvet en 
enorme Privatformue. — Abraham Pascha havde 
handlet som en Sjofelist, Chalim P a s c h a handlede 
en grand seigneur. Han kom, han saae, han kjøbte, 
og tre Dage efter spaserede Haralds og mine Bille- 
der — de, som Abraham Pascha havde ladet 
staa hen, uden at de bleve afhentede , ja , uden at 
denne paa modtagen Forespørgsel havde givet 
et Kny fra sig som Svar, — paa Kamelernes 
Rygge ad den knudrede Vej forbi Rumeli Hirsar 
til Prinsens »Jall« (Sommerslot ved Vandet) ved 
Bosporus' skvulpende Bredder, hvor Delfinen slaar 
Kolbøtter, en efter en, saa man tror, at det er en 
Søslange, — hvor Asiens Taarne hinsides Bosporus' 
Bredder spejle sig i de lystigt legende Bølger, og de 
evropæiske Taarne, »Rumeli Hissar«, beherske Bos- 
porus paa den anden Side. Dér, i Baltaleman, ere 
disse Haralds og mine Billeder begravede i 
Sommerslottets kølige Sale. Mon jeg selv nogen- 
sinde ser dem igjen! — ' 



62 



Og nu fik vi Penge i rigt Maal , og saa blev 
der ordnet til Brylluppet og skrevet til Mimmy og 
til Præst og Gesandtskaber og alle andre Autori- 
teter. Guldmønternes Klang lød ligesom Klokke- 
ringning, der bebudede, at et Bryllup skulde staa 
i Rue Handeck 45, og at Bruden, trods Sne og 
Storm, var paa Vejen til sin Kjæreste. — Stakkels 
Harald kunde ikke sove, naar det tudede derude. 
Aviserne talte om flere Skibes Forlis paa det sorte 
Hav — og Marie kunde være iblandt de Forliste. 
Men nej — hun kom! Dér var hun — sjæleglad, 
glædestraalende •, som en frisk Gjæk midt i Sneen 
nikkede hun med det kjække Hoved. Begge de 
Kjæres Øjne mødtes som Stjerneglans, forklaret af 
Glædestaarer. — Nu flyttede Brudgommen efter 
østerlandsk Skik ud af Huset til sin Ven Jørgen- 
sen, en af Lloyds ypperste Embedsmænd, og Marie 
sov hos mig; i 9 Dage maatte der endnu ventes 
med Brylluppet — hvis det skulde være legitimt, 
fordi det borgerlige Ægteskab, nyligt indført i 
Preussen, først maatte til; Marie var jo tysk af 
Fødsel. Papirerne vare i Orden, men manglede 
Stadfæstelse paa, at Marie var den Rigtige. — 
Brevposten var sneet inde, alene Telegrafen gjorde 
Tjeneste, og Dagen efter at denne havde besvaret den 
preussiske Konsul Gillets Embedsforespørgsel, var 
Huset i Rue Handeck 45 festligt pyntet; Trapper,. 
Gange og Forgaarden vare blomsterstrøede, alle 
Naboer vare ved Vinduerne, alle Gadedrenge hujede. 



63 



alle Gadehunde hylede — lige over for var der en 
Slagterbutik og derfor stedse en glubende For- 
samling af disse forsultne, herreløse Stakler. 

I Karethen sad den lykkelige Harald Jeri- 
chau med sin Marie og mig, Vidnerne vare i 
den anden Kareth, og saaledes kjørte vi til det 
tyske Konsulat. — Mens Fru Mama ved Brylluppet 
i Rom for 32 Aar siden lod hele Forsamlingen 
vente en Times Tid, var det punktlige Brudepar 
mødt en Time for tidligt paa Konsulatet, efter at 
Kusken iforvejen næsten havde væltet Vognen ved 
i Fart at rulle op ad den stejle, frosne Gade. Vi 
fik at smage, hvor urigtigt det er at være altfor 
punktlig. — Jeg har kun været det to Gange i 
Livet, mig til stor Fortræd, begge Gange i det 
formelle London, hvor jeg engang kom en Lady i 
Vejen, der netop havde en øm Samtale med en 
Herre og ikke ventede hverken mig eller nogen af 
sine andre Gjæster førend en halv Time efter; — 
dér brændte jeg mig; thi aldrig blev Ladyen mig 
nogensinde god igjen. Den anden Gang brændte 
6 af mine Billeder ogsaa ved overdreven Punktlighed 
fra min Side, og saaledes fandt jeg det rigtigst siden 
ikke at lade Optugtelsen gaa over Naturen; — men 
dette er en lang Historie, som egentlig Intet har 
at gjøre med min Haralds Bryllup. Derfor til- 
bage til Konsulatet! Foran det grønne Konsulat- 
Bord stod Harald og surmulede; Mimmy kunde 
slet ikke kysse ham munter igjen, han var utaal- 



64 

modig og kjedede sig; da opdager han to store 
Ark Papir, dypper Pennen i Blækket, og nu tegner 
han de morsomste Karrikaturer : sig selv og M i m m y 
flæbende, saa de stride Taarer rinde ned, og Konsul 
G i 11 et i streng Attitude og Gud Amor, der dril- 
lende holder ham tilbage ved- Kjoleskjøderne , og 
Vidnerne, der springe ud ad Vinduet, og smaa 
Amoriner, der slaa Kolbøtter og vrænge Næse ad 
Brudeparret. — Haralds hvide, noget for lang- 
fingrede Brudehandsker vare blevne sorte af Blæk ; — 
Alle lo, han med. — Da aabnes Døren, Autoriteten 
fremtoner! Nu er Alt Alvor, Ægteskabsformularen 
bliver læst og underskreven, — nu ere de endelig 
viede. Og saa afsted til Kirken 1 Igjen endevendes 
omtrent Vognen ved at dreje — lidt Skrig, lidt Latter, 
varme Kys i Brudevognen, og Kirken er naaetl 
Udenfor vrimler det med Portechæser og disses 
Bærere, de brune, strunke »Chamaler« (Dragere) i 
deres brogede Festdagsdragt, og Karether staa i lange 
Rækker; thi ogsaa alle Gesandtskabsdamerne vare 
tilstede, skjøndt kun de intimeste Venner vare budne 
til Bryllup. Men Alle holdt de personligt af Harald 
og interesserede sig for Bruden, der paa Snefnuggenes 
Smaavinger, trods Storm og Uvejr, var kommen 
saa langvejs fra over det om Vinteren dobbelt far- 
lige sorte Hav. Kirken var blomsterstrøet , og 
Koret prangede med exotiske Planter, skjøndt der 
næppe havdes Blomster paa den Tid; Mimmys 
Myrtekrans havde kostet 20 Francs. — Men den 



65 



2 2de Marts skulde Kejseren af Tysklands Fødselsdag 
højtideligholdes i Kirken, og derfor vare Vognlæs 
af Grønt og Kamelier blevne bragte fra Terapias 
Blomsterhuse. Disse Blomster bleve nu alle af 
Pastor Suhle, Haralds personlige Ven, anvendte 
forlods til at pynte Kirken med ved Brylluppet. 
Det Yndigste af Alt var dog den danske Bryllups- 
sang »Det er saa yndigt at følges ad, for To, som 
gjerne vil sammen være« ; den blev af tyske Kor- 
drenge sunget paa Dansk før Vielsen. Kantoren 
havde serineret den for Drengene, og det lød al- 
deles Dansk fra de tyske Drengemunde, skjøndt de 
ikke forstod et Muk af Det, de sang. Baron Ehren- 
hoff var Haralds Forlover, hans to søde, unge 
Døtre, 14 og 12 Aar gamle, vare Mimmys Brude- 
piger. Foruden Fru Ehrenhoff og Haralds 
intimeste Ven Sir Philip Francis, hans Frue og 
Børn, den norske Kjøbmand Reppens, Baron 
Heydenstam, skandinavisk Konsul i Konstanti- 
nopel, og Jørgensens vare ingen Andre indbudne. 
— Der sad vi i det festligt smykkede Kor, hvor 
de to lykkeligste af alle Mennesker bleve viede af 
den kjære Pastor Suhle. 

»O Harald, de ser saa sørgelige ud, dine 
hvide, blækbestænkede Handsker, det er et ondt 
Varsel,« sagde Marie, der baade lo og græd af 
Glæde paa Vejen fra Kirken til sit nye Hjem. — 
»Never mind, Mimmy !« svarede Harald og kyssede 
Taarerne fra de kjære Øjne. 

5 



66 



I det hyggelige Hjem i Rue Hendeck 45 var 
Alt henrivende yndigt, Harald havde iforvejen 
ved billigt at kjøbe konfiskerede , fine Vine paa 
Toldboden hos Tyrkerne, der ikke selv maa drikke 
Vin, opstillet Batterier af Bordeaux, Tokaier, Malaga, 
Sherry, Champagne og andre Vinsorter. — Først 
gik det lidt formelt til, der var jo saa mange Ele- 
menter repræsenterede, endskjøndt der forholdsvis 
kun var faa Gjæster, men nok til at fylde Stuerne. 

— Baron Ehrenhoff udbragte Skaalen for Brude- 
parret, Sir P. Francis paa Engelsk for Forældrene 
og for Fremtiden; men saa fik Harald Munden 
paa Gang og jeg med , og det paa godt Dansk, 
hjerteligt og gemytligt takkede jeg, mindede om 
Hjemmet og Vennerne, om det kjære, gamle Dan- 
mark, der her i Huset repræsenteredes af Harald 

— og nu blev det rigtig gemytligt. Den alvorlige 
Reppen og den stille Jørgensen talede alvorlige, 
gode, danske Ord, Fædrelandsviser bleve sungne — 
alle dem, vi' kunde synge; Alle syntes at forstaa 
Dansk , man lo , man sang med ; Flaskerne bleve 
tømte en for en. Den over Bosphorus dalende 
Sol forgyldte med sit dejligste Guld 'den glade, 
danske Malers Bolig, som vilde den ogsaa være 
med ved hans og den unge Hustrus Lykke; — 
saa hørtes Piskeknald derude, Posthornet lød, og 
ned ad de blomsterstrøede Trapper, rejseklædt, 
favnende Blomsterbuketter, der blev tilkastet Brude- 
parret, førte Harald saa glad, saa lykkelig, som 



67 

aldrig før, sin unge Hustru til Vognen for at til- 
bringe de første Dage af sin Glædesrus med hende 
i Terapia. Dette var Marie og Harald Jerichaus 
Bryllupsfest i Konstantinopel den 20de Marts 1875. 
3 Aar efter lagde jeg en sortomvunden Laurbærkrans 
med dens modne, sorte Bær paa den unge Enke- 
mands Grav i Cestuspyramidens Skygge, og hans 
Marie bliver flyttet fra sit sidste af Harald be- 
redte Hvilested i Neapel til Rom ved sin trofaste 
Husbonds Side, der saa snart fulgte efter hende 
derhen, hvor Alt er Lys og Glæde! — Hvem skulde 
have anet al den store Sorg den Gang, da jeg 8 
Dage efter Brylluppet forlod de Nygifte i Konstanti- 
nopel! — Aldrig har der vel levet et lykkeligere 
Par paa denne Jord end Marie og Harald i deres 
hyggelige konstantinopolitanske Hjem. Harald 
havde Held med sig som Kunstner, fik den ene 
Bestilling efter den anden, det ene Billede malet og 
solgt efter det andet. Den unge Frue modtog i sin 
lille Salon Gesandtskabernes Damer, endog Madame 
d'Ignatieff og Baronesse Werther. Kunstneren 
glædede sine mange fornemme Besøgende ved at 
fremlægge Mapper og vise, dem sine Billeder. Det 
var dog især Sir Philip Francis, engelsk General- 
Konsul i Konstantinopel, en Mand, af hvis Lige der 
kun findes faa i Verden, der holdt af Harald, som 
var det hans egen Søn. — »Dear boy« var det 
Kjælenavn, som denne herlige Mand gav min Søn; 
det var et ømt, et yndigt Forhold; de vare som to 



68 



Brødre og tillige som Fader og Søn ; og da Sir 
Ph. Francis, en af de kraftigste Fremtoninger 
blandt Mænd, saa pludseligt døde i sin allerbedste 
Alder, knap 50 Aar gammel, sørgede Harald dybt; 
thi blandt de gode Venner blev dog den bedste 
bortkaldt. 

Harald gjorde ofte Udflugter i Omegnen, saa- 
ledes ogsaa til Brussa, mensMimmy, der Aaret efter 
Brylluppet havde søde, lille Hjalmar ved Brystet, 
maatte blive hjemme. 

Urolighederne i Tyrkiet vare begyndte. Det 
frygtelige Mord paa den engelske Konsuls unge 
Slægtning i Brussa fandt netop Sted, da min Søn 
var der, og dagligt gjentoges slige grusomme, fana- 
tiske Forbrydelser. Fuld af bange Anelser ventede 
Marie sin Husbond; men Ulykken ramte hende 
paa en anden Maade, idet lille Hjalmar — kraftig 
og dejhg var han — kort efter Faderens Hjemkomst 
pludseligt døde. Sorgen kastede nu sit mørke Slør 
over den unge Lykke. Ogsaa udefra bankede 
Ulykken med Knokkelfingrene paa Husets nye Døre. 
Abdul Azid blev styrtet, Konstantinopels Til- 
stand blev daglig mere foruroligende; hvem der 
kunde, forlod Tyrkiet. Ogsaa Bestillingerne udebleve 
for Harald, andre gik tilbage, og han mærkede 
snart, at Kunstnerstillingen i Konstantinopel kun 
var temporær, at han maatte tilbage til Rom eller 
Paris, saavel for at gjøre sig gjældende paa de 
største Udstillinger, som for ikke at miste* sine 



69 



Kunstnerkvaliteter ved stadig kun at se sit Eget, 
uden Kontrast i Kunstfæller. Dertil kom, at den 
functionerende Populace ikke mere taalte »Giauren« 
(den Utro), der malede paa Gader og Stræder. — 
Marie var uforfærdet, var sparsommelig, nøjsom og 
arbejdsom; hun var Husets Velsignelse, ligesom hun 
var sin Mands Skat, dets Pryd, saavel før, da Alt var 
rigeligt, som senere, da hun fik det Mindre til at 
slaa til. Hun var en ægte, en herlig Kvinde. Der 
var endnu nogle Penge tilbage for de af BestiUingerne, 
der ikke vare gaaede tilbage ; for ikke at være blottet 
for Fremtidsmidler, og for ikke at bUve under de 
truende Omstændigheder, besluttede det unge Par, 
før det blev for sent, at bryde med disse Forhold, 
der vare begyndte saa glimrende. De forlode altsaa 
Konstantinopel, deres yndige Hjem og den lille Grav 
paa Prinseøen i Bosporus, hvor Faderen havde 
jordet sin dejlige lille Førstefødte. 

Den 6te Juni 1876 gjensaae jeg Børnene Harald 
og Marie i Neapel. Barnet var jo dødt, den time- 
lige Lykke syntes at være vingestækket ; thi de vare 
flygtede, efterladende deres smukke Indbo i det for 
en længere Tid lejede, hyggelige Hjem, hvis Leje 
forinden Afrejsen blev betalt, skjøndt det var sure 
Penge at betale, at undvære for Huset, som maatte 
staa tomt. — »Andre have det meget sørgeligere«, 
sagde de kjære, unge Folk. »Vi have jo hinanden, 
ere unge og kraftige, og Harald har et stort Talent,« 
sagde Marie; »o, havde vi kun vor dejlige, lille 



70 



Hjalmar!« — og tunge Taarer stjal sig ned over 
hendes Kinder. 

I Hotel Geneve overraskede jeg de to Unge 
ved Morgengry ; hvor de bleve lykkelige, da jeg kom 
ind; Harald skreg højt af Glæde, som han plejede 
at gjøre, da han var Dreng. Stakkels Mimmy fandt 
jeg puslende med en lille Hvalp, som hun gav at 
drikke af en Patteflaske — jeg vendte mig bort, 
for at hun ikke skulde se, at jeg græd; det skar 
mig i Hjertet at se hende sysle med den lille Hund 
i Stedet for med sin egen lille Dreng! — Saa tog 
vi til Capri 3 Dage efter, hvor jeg en 10 Dage 
endnu forblev hos dem i »Grotta blu«, inden jeg 
rejste tilbage til Danmark. De Unge forbleve dér i 
henved 5 Maaneder, og det lysnede for dem i 
Hprizonten; Harald fik et Par mindre BestiUinger 
— Mary skjænkede ham nyt Haab; o, hvor de 
trods Alt vare lykkelige i denne paradisiske Egn! 
I fulde Drag som glade Børn nøde de deres Lykke, 
og Gud ske Tak, at hin Tid kan sammenlignes med 
en fuld, duftende Rose. — Marie kunde, da hun 
kom til Italien, ikke Italiensk, men efter 2 Maaneders 
Ophold paa Capri talte hun det saa perfekt, at hun 
engang mystificerede Indbyggerne ved, udklædt som 
Capripige, at hente Folk ved Skibet med Harald. 
Hun gik bag sit lille Æsel med sin Kjæp i Haanden, 
ganske som de kjønne Capri-Æseldriversker, og naar 
det gik op ad de stejle Trapper, og den uvante 
Rytter var lige ved at gaa bag over, raabte hun 



71 

med de smukke Capreserinders Dialekt: »Coraggio 
Signore, un soldo! Signore! un soldo per povera 
Marietta!« Harald gik ved Siden af Mimmy 
og kneb hende i den varme Kind og var færdig at 
le sig fordærvet over hendes godt udførte Rolle. 
Maries smukke, mørke Haar hang da i to lange 
Fletninger under det røde Silketørklæde, der var 
slynget om Hovedet ned ad Nakken; den hvide 
Særk med de opsmøgede Ærmer, det lille Sirtses- 
klæde over Hals og Barm, Forklædet og Kattuns- 
skjørtet — Alt klædte hende nok saa godt. En 
anden Gang, da der var Gilde hos den ungarske 
Maler, Hr. v. Hahn, agerede hun katholsk Præst, 
skjændte paa Capripigerne, fordi de dansede Salta- 
rello med Mændene, surmulede hele Tiden og blev 
kun god igjen, da man lovede Præsten »un Barillo 
di vino«. Jo, det var en ægte italiensk Rolle, hun 
spillede! »Præsten trak de smaa Piger i Ørene,« 
skrev hun til mig i et Brev, »og skjændte i et Væk, 
og Præsten — ja Præsten , det var mig ! « — Til- 
trods for det muntre Lune var hun ægte kvindelig, 
og til Haralds Fødselsdag hang der i de blom- 
strende Orangetræers Skygge en Hængemaatte, hun 
selv havde flettet og bekranset med Roser, og 
Haralds Yndlingskage fik han ogsaa; et dansk 
Digt havde hun skrevet om lille Hjalmar i Him- 
melen , der bad Faderen ikke at græde mere ; thi han 
saae, at der var en lille Engel der oppe, som snart 
kom ned for at trøste ham. — Ja, Marie kunde 



72 

Alt, hvad hun vilde, og Det, hun vilde, var stedse 
smukt og godt. Alle Mænd bleve indtagne i hende, 
alle Kvinder elskede hende, og Harald var vist 
den gladeste Mand paa hele Jorden. Hvad brød 
han sig om, at hun ikke havde bragt ham Penge! 
Dem kunde han selv skaffe ved Talent og Arbejde. 
»Véd Du, Moder, at, om det gaar snavs med 
Kunsten, saa kan jeg blive, hvad det skal være, f. 
Ex. Kok!« spøgte han; men Sandheden var, at Alt, 
hvad Harald foretog sig, det lykkedes; Alt, hvad 
han gjorde, var praktisk, vel overlagt, smagfuldt, 
hensigtsmæssigt, og dertil var han det gladeste, det 
elskværdigste Menneske — Alle holdt af ham. At 
denne store Lykke saa brat skulde ende! 

Det var i Oktober 1876, at de Unge vilde 
vende tilbage fra Capri til Rom, hvor jeg ventedes 
fra Danmark. Jeg havde lejet Bolig til dem og os. 
Det skulde blive en rigtig fornøjelig Vinter dér; 
thi den Gamle og de Unge, jeg, min Søn, min 
Svigerdatter og vor Sofy skulde leve sammen i den 
vante, rummelige Bolig i Via Ripetta, hvor der for- 
uden var lejet 3 Værelser med Køkken til Harald 
og Marie, hvor det unge Ægtepar skulde imødese 
Fødselen af et Barn, efter at have mistet det ældste. 
Deres Tøj var blevet sendt forud — Alt naturligvis 
Vintertøj, for hvilket der ingen Brug var paa Capri, 
da det der var en meget hed Oktober. Postbaaden, 
som daglig i de mange Aar hidtil uden noget Uheld 
havde bragt Passagererne frem og tilbage fra Capri 



73 



til Sorrento, vilde Harald, da Afrejsens Dag kom, 
ikke benytte, saaledes som det var paatænkt, fordi 
Havet syntes at ville blive uroligt, og han frygtede 
nu mere end ellers Søsygen for sin lille Hustru. 
De forbleve altsaa paa Capri i Lille Marina Hotellet, 
for næste Dag at rejse med Dampskibet til Sorrent. 

Dagen efter bragte man de forkomne Matroser 
fra den kæntrede Postbaad i Land; de havde under 
den forrygende Storm reddet sig paa Kjolen. Pas- 
sagererne vare druknede. — Aldrig forvandt M i m m y 
det rædsomme Syn at se Ligene af de Reddede, 
der bleve bjergede, fortalte Harald mig siden. 
Med Følelsen af at være undsluppen Livsfaren og 
takkende Gud derfor, naaede det unge Par Dagen 
efter Sorrent. Det var imidlertid blevet koldt; 
Vintertøjet var alt med Dampskibet i Rom, og 
Mimmy fik vist da, mens Harald fuldendte Sor- 
rento-Billedet til Etatsraadinde Tønder, Spiren til 
den Sygdom, som kun faa Dage senere voldte hendes 
bratte Død og gjorde Ende paa Haralds unge 
Lykke. Samme Dags Aften, da hun var ankommen 
til Neapel, følte hun sig Hdt febrilsk, og i Stedet for 
at fortsætte Rejsen til Rom, udsatte Harald denne 
til Dagen efter, skjøndt man alt havde telegraferet 
Ankomsten til Værtinden i Ripetta. 24 Timer senere 
kjendte hun ham ikke mere; den 7de November 
fødte hun et lille Drengebarn for tidligt — og 
døde selv. 

Den 2den December gjensaae jeg min Harald, 



74 

da han kom gaaende med sin tro Ven, Thorvaldsens 
Dattersøn, Albert Poulsen, der var rejst til 
Neapel under Maries Sygdom uden at ænse 
Smitten. Jeg var rejst med Iltog til Rom fra Kjø ben- 
havn, for at trøste den uly.kkelige Søn. Paa Jern- 
banegaaarden ventede jeg ham. Hvor jeg længtes, 
og hvor jeg frygtede for dette Gjensyn! — Nu er 
Toget kommet — Passagererne forlade Vognene, 
ogsaa han. — »Var det Harald — min Harald, 
den ellers saa frejdige, kjække Mand — denne 
foroverbøjede, gustne, blege, magre Skikkelse med 
de opsvulmede, forgrædte Øjne — var det ham? 
Dér vankede han næsten som en Olding! »Moder!« 
sled det sig fra hans Bryst, og han laa hulkende 
i mine Arme. 

I Samliv med Søsteren S o fy — thi Harald 
og Sofy holdt, ligefra de vare smaa Børn, mest af 
hinanden — og mig haabede han at finde Trøst; 
men Alt var goldt for ham, og det karnevallystige 
Rom var ham en Gru. Det Menneske, som for- 
uden os stod ham nærmest i Rom, var Maleren 
Pietro Krohn; han havde alt for 7 Aar siden 
mødt Harald for første Gang i 1871 i Rom, da 
der knapt var Dun om min Søns bløde Læber, og 
ligefra den Tid, hvor den bestemte, rolige, fyrige 
og naive Harald rakte Pie tro Haanden, var et 
ubrødeligt Venskab sluttet imellem disse to unge 
Mænd, af hvilke Harald var 7 Aar yngre end 
Krohn. Men hvilken Forskjel imellem den glade 



75 

Yngling, der for 7 Aar siden, med den sorte Griletto 
spændt for den lette Kariol, med Mappe, Studier og 
Gevær tog ud i Campagnen, sov i Tenutaen (et Slags 
Forpagtersted) med Campagnolerne, delende sine 
Provisioner med de brune Campagneryttere, malende, 
af og til hentende sin Steg i Form af en Bekkasin, 
en Vildand eller en Regnspurv, midt imellem Skyerne, 
— og den Harald, som Pietro nu gik Haand i 
Haand med, uden at et Trøstens Ord fik Indpas i 
den ulykkelige, unge Mands Øre. Der var de 
mange rare, danske Venner fra tidligere Tid — 
Bredahl, Hasselriis, Rosenstand og Jern- 
do rff, med hvilken Sidste Harald havde sluttet 
Bekjendtskab paa Capri, de vilde Alle i Lag med 
Harald, som nu undgik dem ved alle Lejligheder. 
Kun Pietro Krohn besøgte han, ved Dag og 
Nat, hos ham græd han, med ham^samtalede han 
om mange Emner, som endog jeg ikke maatte 
kjende. Efter Haralds Død fik jeg at vide, hvad 
disse to Venner havde talet om. Det var sørge- 
lige Emner. Det var Haralds Attraa nemlig at 
gjøre Ende paa sit Liv, som efter Maries Død 
var blevet ham uudholdeligt, medens med hende 
Alt smilede til ham. For hende var Intet ham for 
svært. Intet uopnaaeligt. Nu var det mig — mig 
alene, som han vilde leve for, som han vilde skaane 
for Sorg ; men han følte tillige , at hans hele Til- 
værelse var Sorg — Sorg, han ikke kunde magte, 
og som derfor tyngede paa mit Liv. Hans Sam- 



76 



taler med Vennen handlede om, hvor vidt det var 
urigtigt at ende et Liv, der henslæbtes til Sorg 
for Alle, for Moderen især, om denne ikke vilde 
være bedst tjent med, at han, Harald, ikke pla- 
gede hende mere med sin glædeløse Tilværelse. 
Et forseglet Brev til de Efterlevende, skrevet i hin 
sorte Stemning, rørende, kjærHgt, vidner om de 
samme Idéer, der aldeles optog den unge, ulykkelige 
Enkemands Sind. De første fire Ugers Tid, efter 
at vi havde mødt hinanden, tilbragtes i Porto d'Anzio, 
Neros antike Havnestad, hvor de under Pave In no- 
cens den V. ødelagte storartede Anlæg overskylles 
af Middelhavets skvulpende Bølger. Omsider kom 
Nytaar 1877, og vi forlode Poulsens gjæstfrie Bolig 
ved Havets Bred i Porto d'Anzio. Harald maatte 
nu undvære Jagten, der var hans eneste Veder- 
kvægelse ; i de vilde Strandskove havde han strejfet 
om med Bøssen paa Nakken; kun da var det, at 
Tankerne, der ellers gravede i Dybet og pinte hans 
arme Hjerte, fulgte de kredsende Fugle i Luften. 
Imidlertid var der kommet den Efterretning fra Capt. 
Jacobsen, at han bestilte et stort Billede hos 
min Søn, et Motiv fra Lille Asien, som han over- 
lod Harald at behandle efter eget Behag; thi kun 
saaledes kan Kunstneren føle sig fri, skrev Be- 
stilleren. — Jacobsens Hensigt at fremkalde Ha- 
ralds Virkelyst paany ved denne store Bestilling 
forfejlede ikke sit Maal; thi Harald tog, efter at 
de første to Maaneder nu vare gaaede hen , under 



77 



Hengivelse i Smerten tilbage med os til Rom, for 
at arbejde paa den nye Opgave. Forinden satte 
han vort Atelier i Stand; dette var en Augias' Stald 
at rense, og der hørte en ung Harald til at ud- 
føre dette Hverv; thi tyve Aars Billedhuggerstøv, 
baade af Marmor og Ler, tilligemed Skaarene, der 
i Kubikmaal fyldte Punktérstudiets ene Hjørne, med- 
delte sig til det indre Værelse, hvori Jer i ch au 
tidligere stedse niiodellerede og jeg malede. Tiber- 
mudderet fra Oversvømmelsen i 1870 havde aldrig 
helt kunnet blive udrenset. Spindelvæv som i Æven- 
tyret dannede Gardiner, hvor ingen Menneskehaand 
i Aarenes Løb havde rørt, Skorpioner laa i Dvale 
eller ynglede under Marmorblokke og antike Tor- 
soer. Midt i alt dette Roderi havde jeg indtil da 
haft mit Fristed i 5 Aar sammen med Harald og 
vist de Besøgende gode Billeder i smukke Rammer, 
over hvilke Støv og Mangler oversaas. Der kunde 
ikke røres ved Atelieret, ikke ryddes op deri uden 
Grundighed, men nu jo var min Harald der. Ro 
formatoren, den nye Tid, Fremskridtets Tid, og 
saa blev der ikke alene rent, men rigtig pænt. 

Hans transportable Del af Indboet var bleven 
flyttet til Italien; det unge lykkelige Par vilde jo 
her have sat Bo paany. Under Suk og Klage blev 
det pakket ud. — »Moder! Du har saa længe und- 
været Tæppe paa Stengulvet; alle mine Tæpper 
her ere en Foræring til Dig; det er den første 
Glæde, jeg har i Rom, at skjænke dem til Dig, 



78 



der har gjort Alt, hvad Du kunde for mig«. — Og 
saa tog han fat, den kjære Søn! En og tyve Dage 
behøvedes der, inden Alt var ordnet, men saa var 
det ogsaa indrettet paa det Hyggeligste. Atelieret 
var tillige blevet et hyggeligt, orientalsk Modtagelses- 
værelse, fuldt af Komfort og Skjønhed, med tyr- 
kiske Kyskulum, Forhæng og Tæpper, med hun- 
drede smaa Zirater paa Væggene, Altsammen Ting, 
vi ejede i Fælledsskab, Erindringer om vort Ophold 
i Orienten. Harald var, foruden at være Kunstner 
i Ordets sandeste, alvorligste Betydning, tillige Tu- 
sindkunstner; Alt, hvad han rørte ved, lykkedes 
for ham, ja, der hørte hans Betydning som Kunstner 
til, for at hans Malertalent ikke skulde blive sat i 
Skygge af hans andre Talenter og Evner. Han 
arrangerede Fester og Landpartier billigst og bedst, 
han sang de morsomste Viser, saavel »Kejseren i 
Kinesiens Land« som »Pjaltenborgs Brand«, de 
Erik Bøgh'ske, vittige Viser og alle de italienske 
Folkesange. Hvem har nogensinde glemt det, hvis 
man har hørt ham synge »mi vuol' bene la Ro- 
sina!« — Og saa alle de Dyr, han efterlignede; 
man troede, det var et Kobbel Hunde eller en 
Hønseflok, ja, en Gris eller et Æsel, der var i Stuen, 
naar han fandt paa at bjæffe, gale, gjække, rappe, 
grynte eller skryde. Jeg husker, hvorledes han en- 
gang i Konstantinopel, hvor den Slags Kunster 
lettere vandt Publikum, end de alvorlige, havde 
henrykt et helt Selskab af elegante Levantinere, som 



79 

kjedede sig ved Charaders Gjætning, ved at agere 
Gris og Æsel, ved at rappe som Ænder og kagle 
som Høns. Men da han kom hjem, sagde han: 
»Hør Moder, det var alt for godt, og Et staar fast: 
det var første og sidste Gang, jeg har produceret 
denne Slags Kunster; thi ellers kommer jeg ved 
Bosporus i Ry for disse og ikke for mine Billeder. 

Bedre Kok end Harald gaves der ikke; at se 
ham med opsmøgede Ærmer og med det varme af 
den blussende Ild oplyste Ansigt, ved Hjælp af 
Ventolaen (en Kalkunfieder- Vifte) at faa Ilden til 
at flamme op, saa tusind og atter tusind Funker 
som Ildregn oplyste det italienske Køkken, og til- 
lave de store Søedderkopper , Vagtler eller andre 
Lækkerier i Porto d'Anzio, at se ham tillave Bek- 
kasiner og Snepper, som han selv havde skudt, at 
sætte Støren paa Spid etc. — det var glimrende. 
»Véd Du, Moder, naar Alt slaar fejl, bH'er jeg 
virkelig Kok,« sagde han. 

Saaledes var Harald, og det var netop Virk- 
somheden, dette hans Væsens Grundelement, som 
han trængte til; og dette fandt han først ved at 
indrette det yndigste Atelier for os to Kunstnere, 
og derefter ved at paabegynde det store Billede i 
disse store Omgivelser. — »Moder, det skal blive 
et stort Billede — Motivet fordrer det — Prisen 
er jo bestemt, og jeg har frie Hænder til at male 
Billedet, som jeg helst vil det. Jacobsen bliver 
vist ikke vred, naar jeg maler et stort Billede i 



8o 



Stedet for et mindre for samme Pris.« Det fem og 
en halv Alen lange Lærred var bestilt, Udkastet 
gjort, og med en Iver, som om den længe nærede, 
men af Aske tildækkede Ild nu forlangte sin fulde 
Ret, blev det dejlige, store Billede til og var paa 6 
Uger meget nær ved at være færdigt. Men sam- 
tidigt dalede Kræfterne, Tilløbet var for stærkt. 
Harald skrantede tillige. 

Karnevalet bruste gjennem Gaderne; men han 
blev mørkere og mere stille i Sindet. Om Aftenen gik 
vi lange Ture ; Nogen maatte være med ham. — En 
Morgen — han malede netop paa en af Hestene 
i Billedets Staffage — siger han: »Moder, det vil 
ikke gaa mere!« og saa tog han en Klud og pud- 
sede Hesten af, gik hjem og lagde sig. Lægen til- 
lod ham ikke at male mere, og selv vilde han det 
heller ikke. »Jeg maa til Neapel, Moder; den 20de 
Marts er det vor Bryllupsdag, og jeg maa være hos 
Marie paa denne Dag.« — Siden fik jeg ud af det, 
at han samme Dag havde haft i Sinde at dø paa 
Hustruens Grav.. 

Man siger, at Mødrene have én Sans mere end 
andre Mennesker, og dette er vist begrundet; thi 
naar det gjælder Barnets Ve og Vel, aner, føler og 
tænker Moderen alt Det, som Andre ikke ænse 
og aldrig falde paa. Saaledes ogsaa i dette Til- 
fælde! Pietro Krohn, hvem jeg hemmeligt op- 
søgte, gik i Forbund med mig, uden at Harald 
anede, at jeg foranledigede det, for at forhindre 



8] 



hans Rejse til Neapel. Rørende var det at se Ha- 
rald binde en uhyre stor Krans af Kristtjørn til 
sin Mimmy; hans Hænder vare bjodige af Hun- 
dreder af Smaasaar, som Tjørnene havde ridset i 
dem; denne Krans, som han selv vilde have lagt* 
paa Graven , blev overgivet en Ven , der rejste til 
Neapel; thi jeg fik Bugt med Haralds Plan selv 
at rejse derhen, og godt var det; thi hver Dag blev 
han sygeligere, og den 20de Marts, paa sin Bryl- 
lupsdag, laa han i stærk Feber. Fem Uger holdt 
han Sengen, og efter at han var kommen op, 
tvivlede man længe om, at han kunde leve. 

Det store Billede hvilede imedens, og Alt, hvad 
jeg søgte at naa, var Havet, saa snart Harald 
igjen var rask nok til at rejse dertil. Vi toge da 
til Porto d'Angio, indbudne dertil af Poulsens, 
dels for at skifte Luft, dels ogsaa, fordi jeg vilde 
begynde paa et stort Arbejde: »Italienske Fiskere 
paa Havet«, hvorved Haralds Raad var af Vigtig- 
hed for mig; men der var slet ingen Drift til Ar- 
bejde hos ham, derimod strejfede han igjen om paa 
Vagteljagt, og ofte vare vi med ved denne Lejlig- 
hed. Engang gjorde vi en munter Tur. Mens 
Herrerne og Sofy red, sad jeg med Fru Poulsen 
paa den store Karre, forspændt med et Mulæsel. 
Fruen havde sit lille Barn paa Skjødet, og jeg havde 
den enorme Vinflaske mellem Knæerne, for at den 
ikke skulde komme til Skade. Harald plukkede 

6 



82 



Blomster og Bær, medens Karren langsomt rullede 
mellem de med Rod oprykkede Sten-Ege, af hvilken 
Træsort Strandskovene bestode i denne Egn: en 
mægtig Vegetation. De langhaarede, hvidgraa Oxer 
græssede i Skyggen og stampede om paa den fro- 
dige, sumpede Skovbund, tidt imellem utallige For- 
glemmigejer. Majestætisk toge de sig ud, som var 
det vandrende Skulptur; Lærkerne sang, og Skuddene 
løde rundtom. Kokken med de klaprende Kasse- 
roller ved Saddelen lignede en ægte Sancho Pansa 
og travede bag efter os. Ved slige Lejligheder 
haabede jeg at faa Harald revet ud af hans stag- 
nerende, man kunde næsten fristes til at sige: lys- 
sky Sindstilstand; men Alt var omsonst. Nødigt 
fulgte han med os, han vankede om lethargisk, 
næsten som en Søvngænger. Saaledes fulgte han 
med tilTorrastura, Con rad in af Hohenstaufens sidste 
Fængsel ved Havets Bred, og udeltagende skilte han 
sig fra det øvrige Jagtselskab. Om Nætterne gik 
han som oftest bort med Hund og Gevær, efter 
forgjæves og uden Søvn at have søgt Hvile paa Lejet ; 
træt kom han hjem ved Daggry og fik da først den 
nødtørftigste Søvn. Det Eneste, som voldte ham 
Glæde, var henimod Aftenen at ro sin Baad ud i 
Havnen, mens Paranzaerne (store med 9 Mand be- 
mandede Fiskerbaade) ved Solnedgang, lig stolte 
Svaner, kom ind fra Fiskefangsten, sædvanligt fra 
Stationen mellem Anzio og Terracina. Da prajede 
Harald Skibene, kjøbte østers af Skibsfolkene og 



83 



de store Grangis og andre »frutti di mare« , som 
dels skulde spises , dels males , tildels begge Dele ; 
thi mine Fiskemodeller blev den Ære til Del at 
tjene Kunstnerinden paa disse to Maader, paa Ga- 
stronomiens saavel som paa Kunstens Vegne. Mange 
Sorter Fisk bleve af de dejlige, brune Fiskere i 
Tusindtal hver Aften bragte i Land i de lange, flade 
Kurve. Disse, det italienske Havs mærkelige, bro- 
gede Fisk interesserede Harald i hin sørgelige Tid 
fremfor alt Andet — igjen en Lighed med Faderen 1 
Harald kjendte dem alle ved Navn. Jeg husker, 
hvorledes vi stode midt imellem de af Søvand 
dryppende Fiskere med deres flade Fiskekurve, og 
Harald med den blussende Fakkel belyste Scenen, 
et helt Rembrandsk Billede: den tykke, joviale Lo- 
re n z o , Fiskerforpagterens Substitut, med en Lygte og 
Regnskabsbogen foran sig, og alle de smukke, brave 
Karle, Ambrogio, Paolo, Peppo omkring ham, 
Maanelys udenfor Skuret, og de smidige Fiskeres musku- 
løse Lemmer, lysende som Malm ved Fiskeblus — og 
endelig paa det drivvaade Stengulv Masser af Fisk. 
Der laa en Delfin, uformelig og plump, ikke som 
den antike Fremstilling : formfuld, Amor og Cytheres 
Emblem, nej trannet, blytung, med rødt, opspilet 
Gab, fuldt af utallige, afstumpede Tænder, og med 
de bitte smaa Øjne som Sildens — dette var Del- 
phinen; endvidere laa der den lækre, fine San 
Pietro, som sendes i Tribut til Hans Hellighed, og 
Rokken , den fantastiske , brede Fladfisk med den 



84 



lange Hale som en Pisk, den højrøde Skrofano, en 
italiensk Ulkeslægt , med Giftbraaden , eller en stor 
Stør (Tributfisken), de slangeagtige, tigrede Moræner 
med de farlige Hugtænder i Forkjæben og de fine, 
rosenrøde, elegante Triglier; begge disse sidste 
bleve af Kejser Tiberius i fordums Tid fodrede med 
Slavernes Kjød. Alle disse mange Slags Fisk bleve, 
efter som de kom i Land, sorterede af Fiskerne, 
controllerede af Loren zo, for om Natten at føres 
til Korso i Rom. Det gjaldt altsaa for os at faae 
fat i de ædlere Sorter Fisk, der Morgenen efter i 
Solskinnet maatte tjene mig som Modeller og senere 
komme i den sorte Gryde. Det vilde ellers ikke 
være lykkedes os at faae P'isk i det lille, lidet 
gastronomiske Porto d'Anzio. At mine andre Mo- 
deller, Fiskerne, vare lige saa vanskelige at faa 
fat i — især at faa til at komme igjen, naar de 
vare] halvt færdige og kjede af at sidde Model 
i det hede Solskin, er let begribeligt. »Jeg vil 
heller være ude i haardt Vejr paa Havet, end steges 
i Solen her,« sagde den smukke Ambrozio. En 
anden gjorde kort Proces og løb bort, da jeg 
var midt i Arbejdet; en tredje lod sit Skjæg rage, 
da jeg var omtrent færdig med hans Ansigt; det 
blev for varmt med Skjægget, sagde Gavtyven og 
lo i Skjægget, skjøndt dette var borte — Gavtyven 
havde faaet Pengene forud, og uden Skjæg blev 
han fri for at sidde igjen. 

Mit store Billede forestiller Agterenden af en 



85 

Paranza, hvis Besætning er i fuld Aktivitet med at 
sortere Fiskene paa Dækket; jeg havde paabegyndt 
det i Haab om, at jeg ved at lirke for Harald 
Hdt efter lidt kunde faa ham til at arbejde paahy 
ved at være mig til Hjælp. Det lykkedes mig dog 
kun tildels, nemlig kun dér, hvor han saae, at jeg 
ikke paa nogen Maade kunde hjælpe mig selv, som 
f. Ex. ved at tage ud paa Havet og gjøre Studier 
af Paranzaen, mens Bølgerne gyngede Baaden, og- 
saa, naar han maatte hjælpe til ved det store Bil- 
ledes Flytning og dets Sikkerstilling, først i Pavens 
og siden i Prins Sarsena Aldobrandinis Villa^ 
som godhedsfuldt var laant mig til Afbenyttelse. 
Han hjalp ved at flytte det ind i Gaardsrummet og 
fastgjøre det paa en af Søjlerne, eller ogsaa hjalp 
han mig at male Fiskene, der laa i den stegende 
Solhede og om faa Timer, ved at omskifte Livet 
med Døden, tillige skiftede Farve. Saa sad vi Side 
om Side, og jeg malede f. Ex. Rokkerne, medens 
Harald malede Flyvefisken ved Siden af, der 
gispende paa Stengulvet stadigt oversprøjtedes med 
frisk Søvand af en eller anden af de dertil lejede 
Søgutter. Saa fik jeg ham endelig ogsaa til at 
hjælpe vor Kok med at tilberede en eller anden 
lækker Ret af en af vore kostbare Modeller. Om 
end ofte de sjældne Fisk maatte betales med 
20 å 30 Francs Stykket, saa var jeg glad over 
at have naaet Maalet for mine Ønsker : def at faa 
Harald til at interessere sig for Noget, faa ham 



86 



til at leve, til ikke at hengive sig til den fortærende 
Sorg, der knugede ham, saa han lignede en gammel 
Mand, der trak sig tilbage ved alle Lejligheder; ja, 
han bebrejdede sig det, naar han en Gang imellem 
syntes mere deltagende, kort sagt: han var hjerte- 
syg. »Moder«, plejede han at sige, »kan Du da 
ikke indse, at jeg ikke mere duer til Noget? Jeg 
kan ikke sove, ikke spise og drikke som de Andre, 
jeg har ikke Lyst hverken til Kunsten eller til at 
se det Dejlige i Naturen, jeg mangler al Kraft til 
at overvinde mig selv, til at leve, — Moder, jeg 
bør dø ! Du maa ikke sørge , naar Du hører , at 
jeg er død — hvordan det end sker!« Saaledes 
gik Dagene med Suk og Klage. Det var friskt og 
køligt endo'g i Middagstimen, naar Brisen foer 
igjennem den lille Havnebys Hovedgade. Havets 
skvulpende Bølger indbød dagligt til det forfriskende 
Søbad, flere af Vennerne samledes dagligt med os 
ved Ave Maria paa Moloen, hvor Paranzaerne en 
efter en sejlede ind med de fulde Dræt. Harald 
kunde blive styrket efter sin Sygdom, tænkte jeg, 
hvilket foranledigede vort vedblivende Ophold ved 
Søbadene; men nej, o nej. Intet hjalp, — hans 
Sygdom havde en dyb Rod, den laa skjult i det 
sørgende Hjertes Dyb som en Orm, der gnaver. 
Rørende var det at se ham mande sig op for at 
berede sin Søster en glad Dag den 23de Juli, hendes 
Fødselsdag. Da var han vor gamle Harald! 
Han hjalp at smykke Stuen med Blomster; han 



87 



havde lejet en Baad og førte Søsteren , mig og et 
Par gode Venner til Havnen, og i Baaden havde 
han skjult Mandolin- og Citherspillere, og da den i 
Fuldmaaneskin var naaet ud paa Havet, lød Cithrens 
og Mandolinens fine Strængespil, og han selv istemte 
danske og itaHenske Folkemelodier, hvori vi Alle 
deltoge. Siden havde han ved Stranden faaet arran- 
geret et Aftensmaaltid ; det var Alt hans egen Idé. 
En Kage, kranset med 1 8 brændende Lys, betegnede 
efter nordisk Skik den Fejredes Leveaar, og Lysene 
rivaliserede med Fuldmaanens klare Skin. Skaaler 
bleve drukne, man tænkte paa Hjemmet. Minderne 
vare skjønne og mange! 

Det var som en sidste Opblussen af en 
Lampe, der truer med at gaa ud; Harald var 
dobbelt sorgfuld efter at have bragt sin elskede 
Søster denne sit kjærlige Hjertes Tribut. Faa Dage 
efter telegraferede jeg til P i e t r o Krohn i Rom : 
»Kjære Ven, kom og forebyg, at Harald rejser 
til Neapel; jeg kan det ikke.« Heden var paa sit 
Højeste; vi skulde til Danmark. — »Kom med os!« 
bad Sofy, bad jeg. *Nej!« lød det mørke Svar; 
»jeg maa til Neapel, til Mimmys Grav — Ingen 
skal mere forhindre mig deri.<; »Harald! Du faar 
intet Akkreditiv med til denne Rejse!« »Saa gaar 
jeg paa min Fod!« lød Svaret. — Nu kom Vennen 
fra Rom; han afbrød sine Arbejder for at komme 
til os, for at formaa Harald til at frafalde sit halvt 
vanvittige Forsæt. Alt var omsonst. Tilbage til 



88 



Rom ledsagede jeg den 14de August min Søn, der 
ikke vilde tillade mig at følge med sig til Neapel; 
han truede med, at det kunde volde hans Død, hvis 
jeg hemmeligt fulgte efter ham. Vi sagde hinanden 
Farvel i Rom, han bad mig om Tilgivelse for al 
den Sorg, han ufrivilligen havde voldt mig, bad mig 
at være forberedt paa Alt og ikke sørge, hvis han 
døde snart, — dette ansaae han for den største 
Lykke, den eneste Løsning, ifald han ikke kunde 
vinde Sejr over sin Sorg. Det var en højtidelig 
Stund, en Afdøen fra alle jordiske Ønsker, fra alt 
jordisk Haab; det var en rolig Hengivelse i Døden 
— en Afskedtagen, for stedse maaské, mellem de 
to Sødskende, mellem Harald og mig. Pietro 
Krohn var allerede tidligere nødsaget til at tage 
til Perugia. Saaledes skiltes vi. — Pietro Krohn 
og jeg vare forberedte paa, at Haralds Død snart 
maatte paafølge, kun Sofy vilde ikke tro paa Mulig- 
heden deraf, hun holdt fast med Ungdommens Haab 
uforkrænket. Hendes unge Hjerte havde gjættet 
rigtigt. Harald vandt Sejr over sin Sorg og 
døde ikke den Gang, da jeg ræddedes for denne 
Tanke. Først 6 Maaneder senere maatte jeg erfare, 
hvad det er ikke at kunne opgive Haabet, og 
hvorledes man ikke kan tro paa Døden, endskjøndt 
den alt har banket paa med Knokkelfingeren, og 
at man stadig støtter sig til Haabet, indtil Øjet er 
bnistent. 

Jeg rejste til Danmark med Sofy Dagen efter 



89 



at Harald var tagen til Neapel. Alt i Miinchen 
fandt jeg ifølge Aftale Brevkaart fra ham; det 
syntes at give mig lidt Ro. Hjemkommen til 
Kjøbenhavn efter en skyndsom Rejse fik jeg Brev 
fra ham, at han saa at sige levede hele Dagen 
ved sin Maries Grav, at Graven var smykket med 
de dejligste Roser, med tusinde Blomster, lig en 
Have, at han følte Fred og Lægedom dér. I Sep- 
tember samme Aar fik jeg Brev fra Pietro Krohn: 
»Langt fra skjelnede jeg paa Diligencens Buk 
Harald med Hund og Gevær mellem Benene; han 
nynnede paa en gammel Vise — han var en Anden 
— var den Gamle ! Han har faaet Sejr over sin 
Sorg!« — O, hvor jeg takkede Gud! 

Det var sidst i November 1877, fire Maaneder 
efter vor sidste Skilsmisse. Storni og Sne rasede 
herhjemme, men nede i mit solrige Italien, dér 
blomstrede Roserne for mig, dér skulde jeg igjen 
samles med den kjære, kjære Søn. Hvilket nyt 
Liv ! Hvilken ny Virksomhed for os Begge i Fælleds- 
skab! Saaledes jublede jeg. Mennesket spaaer, men 
Gud raader! 

Skjøndt Harald og jeg paa det Bestemteste 
havde udtalt os til Poulsen mod en af de større 
Efteraarsjagtture , var, da det kom til Stykket, 
Harald dog ikke stærk nok til at modstaa Ind- 
bydelsen. 

Det var sent paa Efteraaret, Vejret var dejligt; 
Hundeglam hørtes udenfor Atelieret paa Piazza del 



90 

Popolo, hvor Harald beredte sig til paany at 
tage fat paa Arbejdet — men der blev Intet deraf 
dengang-, thi Poulsen traadte ind. — »Vil Du 
med paa Vildsvinejagt, Harald? Vi ere 6 Jægere 
og Din egen Hund (den samme, som Mimmy 
havde flasket op) skal debutere ved denne Lejlighed. « 
To klartfunklende , blaa Øjne mødte mine med et 
spørgende Blik, »Turen gjælder kun Porto d'Anzio 
for mig,« føjede Harald til. »Nej, vist ikke«, 
sagde Poulsen, »Du maa følge med os til Neapel; 
vi gaa til Fods over Terracina og Gaéta. « »Nej!« 
svarede Harald, »længere eiid til Porto d'Anzio 
kan jeg ikke denne Gang. Jacobsens Billede 
skal fuldendes nu, jeg er frisk igjen.« Mig var det 
Hele lige saa uventet som ubehageligt; men jeg 
syntes, det var .rigtigst i Tide at samtykke; thi 
at Jagten var Kunstens farlige Rivalinde lagde 
Harald ikke Skjul paa; desuden øvede den altid 
en heldig Indflydelse paa hans Humør. Det, jeg 
var bange for, var Neapel som Rejsemaal. 

Der blev kjøbt varme Klæder og Vine, og 
Jagtselskabet tog paa Vildsvinejagt. Tre Dage efter 
kom en Sending dejlige Fisk og Snepper fra Terra- 
cina, fordi Regnskyl havde forhindret Vildsvinejagten. 
Man haabede mere Syd paa at faa bedre Vejr. Fra 
Terracina kom igjen glimrende Jagttribut, men ingen 
Harald; han gik mere og mere Syd paa, trods 
Regn og Slud; han droges til Neapel — og jeg 
havde nok gættet rigtigt, hvorfor Harald lod sig 



91 

drage fra Sted til Sted trods Løftet til mig. Fra 
Gaéta til Neapel tog han med Kureertoget og lod 
de Andre vade om i Strandsumpene omkap med 
de gustne, næsten grønhudede Sumpjægere, der Aar 
ind, Aar ud, for at tjene deres 2 Lire om Dagen, 
kontraktmæssigt skyde Sumpfugle og Vildænder, og 
det paa saa nært Hold, med Legemet i Vandet 
til Bæltestedet, at de ikke risikere Skuddene, der 
ere dem extra beregnede, og hvoraf de ikke have 
Raad til at miste ét, de Stakler 1 

»De ligne Amfibier,« sagde Harald, »med den 
slimede, om de magre Lemmer hængende, rynkede 
Hud, — unge Mænd, der ligne Oldinge, Mænd 
opsvulmede af Feber, dens visse Ofre, tiltrods 
for Akklimatisationen i disse forfærdelige Sump- 
distrikter. « 

Imedens det øvrige Jagtselskab altsaa foreløbigt 
forblev i Gaéta, rejste Harald til Mimmys Grav, 
til Neapel. Fristelsen var for stor — han var den 
jo saa nær! 

Klokken var 9, det var Nat, da Jernbanetoget 
ankom til Neapel, og Kirkegaarden var lukket alt 
for længe siden. Ligesom Ridderen finder Vej til 
sin Elskedes Kammer, mens alle Andre sove, saa- 
ledes fandt ogsaa Harald Vej til sin Mimmys 
Grav trods alle -Hindringer. Ogsaa Blomster havde 
han vidst at skaffe sig, og midt om Natten svang 
han sig over den høje Kirkegaardsmur og lagde de 
friske Blomsterhilsener til de visne Kranse, som han 



92 



havde efterladt i August Maaned. Morgentoget bragte 
ham tilbage til Rom og i mine Arme. — Hvor mærke- 
ligt, at den anstrængende Tur i ondt Vejr slet ikke 
havde skadet ham; thi friskere end før var han 
nu, og han arbejdede med fordoblet Iver paa den 
store, skjønne Opgave, Billedet »Sardes«. Det 
skulde være en ubetydelig Anledning, den, at hans 
Hovedbedækning ikke var den vante, men lod 
Nakken mere fri end ellers, der, ligesom Mistel- 
tenen, skulde volde min Yndlings Død kun nogen 
Tid senere. 

Det blev en dejlig Tid , vort fælleds SamHv i 
Rom! Skjøndt ikke uden vemodige Minder, havde 
vi det saa godt sammen! Og nu blev det skjønne, 
store Billede »Sardes« færdigt som ved et Trylleslag, 
og Sorrentinerbilledet og et stort fra Konstantinopel 
og et fra Massa med Capri i Baggrunden, det yndige 
Capri, Mindestedet for hans sidste, idylliske Ophold 
med Marie. O, der var i hans kjære Hoved saa 
mange Planer til nye Arbejder, men ak, — Jagten! 

— Jagten, den samme, der havde draget ham i 
Drengeaarene , i hin Tid, da han attraaede Bag- 
ladegeværet og skjød og malede, malede og skjød 

— denne Jagt havde ogsaa i Italien paany og paany 
igjen sin Magt over ham, endskjøndt han dog ellers 
vidste at beherske sine Lyster, og denne Jagt 
blev hans Bane. Dog — forinden han blev syg 
som Følge af en Jagtexkursion til Ostia, havde han 
endnu en stor Glæde tilbage her i Livet. 



93 



Korvetten »Dagmar«, kommanderet af Kaptajn 
W. Petersen, laa for Anker i Civita Vecchia. Offi- 
cererne, deriblandt flere af H a r a 1 d s tidligere Skole- 
kammerater fra Mariboes Skole, gjæstede Rom og 
dér »Skandinavisk Forening«; de bleve venligt mod- 
tagne, og vi tilligemed Familien Bruhn, dengang i 
Rom, indbødes af Officererne til at indtage en Fro- 
kost ombord. — Aldrig glemmer jeg hin smukke 
Dag. Vejret var slaaet om fra Varme til stærk 
Kulde; det var December. Kampagnens store 
Linjer bredte sig solbelyst i den skjønne, kolde 
Morgenluft. Tiberen dampede, Kampagnolerne med 
deres langhornede, hvide Oxer varmede sig for- 
frosne ved det knitrende Baal. Jærnbanetoget bragte 
os hurtigt til Civita Vecchia. Storbaaden, bemandet 
med de gjæve, danske Matroser, ventede i Havnen. 
Danebrog hilste fra Korvettens Mast og vajede ly- 
stigt i den skære, blaa Luft. Nu lød Signalet, saa 
kom vi op ad Skibstrappen , og vi vare paa dansk 
Grund, vuggede af Middelhavets Bølger. I Messen 
ventede os den danske Frokost med dansk Korn- 
brændevin, dansk Smør og Rugbrød, danske Sild 
og mange andre danske Rariteter, og nu klang 
gjennem den klare Luft, saa det var en Lyst at 
høre, de danske Sange, som Skibets Mandskab ud- 
førte paa Dækket. Jeg var saa glad ved at snakke 
med Matroserne, af hvilke Mange huskede mig fra 
Piræus, da jeg hin Juleaften i 1870 bragte dem ud 
paa »Jylland« Julekager og Juletræ — Nissen ikke 



94 



at glemme. Siden svingede Officererne om paa det 
hvidtskurede Dæk med min Datter og hendes unge 
Veninde. Mange Skaaler bleve tømte for Vennerne 
i Hjemmet og for det nye Venskabs Bestaaen. 
— Men Jærnbanen venter ikke; det var det sidste 
Tog til Rom , som skulde naas ; ombord i Kor- 
vetten, et Jomsborg lig, sov nemlig ingen Kvinde. 
Afskedstimen slog, Signalet lød, og igjen delte de 
gjæve, fremtidige danske Søheltes kraftige Aareslag 
Middelhavets mægtige Bølger. Vi sad alt i Wag- 
gonen; — da siger Harald: »Moder, maa jeg 
blive her? Officererne bede mig derom, og jeg vilde 
saa gjærne; kun et Par Dage? Det er jo Danmark 
dér ombord, jeg længes efter Danmark og Danske!« 
»Jo, saa gjerne, mor Dig godt,« sagde jeg. Han 
blev og Jærnbanen bruste dampende afsted. Imidlertid 
gik der et Par Uger, og Harald forblev paa Joms- 
borg hos de unge Vikinger og deres mod Harald 
særdeles venlige Chef. Han fulgte med dem til 
Livorno, hvor han tillige havde sin Faders Marmor- 
billeder at besørge afsendte med Korvetten til Dan- 
mark. 

Nu kom Julen; vi længtes efter vor Harald, 
haabende at tilbringe en glad Jul igjen med ham efter 
saa mange Sorgens Tider; men et Telegram, der 
krævede øjeblikkeligt Svar, for at Harald kunde 
komme hjem til Juleaften, hvortil jeg havde samlet 
flere danske Venner i det lysende Juletræs Skygge, 
blev forsinket, og han kom derfor ikke til Julen; 



95 

ak, han delte aldrig mere i dette Liv Juleaften med 
os! Godt var det, at det gik saaledes til, som det 
gjorde; thi Vejret var saa haardt, at Chefen for 
»Dagmar« fandt det farligt at lade Harald sættes 
i Land. Havde jeg modtaget Telegrammet og kunnet 
svare , at han endelig ikke maatte udeblive til Jule- 
aften, og en Ulykke som var sket efter denne min 
Opmuntring, saa havde jeg aldrig forvundet det. 
Harald kom Juledag i Stedet for Aftenen iforvejen, 
og hver Dag bragte os da en ny Glæde i Samliv 
med ham. 

Haralds Liv ligner Aloens, der i én Nat 
skyder Blomster i fuld Pragt og efter sin stolte 
Blomstring dør, naar den har fuldkommet sin Be- 
stemmelse. Men Ingen af os anede, hvor kort en 
Tid der var tilmaalt os i vort lykkelige Samliv. O, 
vidste vi forud, hvor snart vi skulle dø eller miste 
hverandre 1 — Det er vist en Lykke ikke at kjende 
Fremtiden, omendskjøndt de Efterlevende saa ofte 
lide under Følelsen af ikke at have skjønnet nok 
paa Glæden ved at være samlede, ikke at have 
undgaaet en eller anden Uoverensstemmelse, ikke 
at have været kjærlige nok ved alle Lejligheder. 
Dog er det bedst, som det er, naar man med en 
ærlig Vilje og i Hengivenhed lever med hverandre; 
thi Ufuldkommenheder kan ikke undgaaes, de be- 
tegne det Forkrænkelige, og maatte man ikke ræddes 
hver Time for den Angst, som Bevidstheden om et 
nærforestaaende Farvel for evigt maa bringe med 



96 



sig? Nej, lad os ikke splitte Sløret, der skjuler 
Fremtiden ! 

Har Du nogensinde vaaget over en dødssyg 
Ven eller kjær Slægtning og ventet hver Time at 
møde dennes Blik for sidste Gang? Da er det, at 
Bevidstheden om det Nærforestaaende, det Uafvise- 
lige paralyserer al anden Daadskraft; — dog støttes 
man endnu af Haabet, dette Haab, der ikke svigter, 
før Døden har trykket den stille Hviles Segl paa 
de elskede Træk ; da maa Troen hjælpe paa Haabet 
igjen, men under andre Forudsætninger. 

Mine Erindringer om den elskede, hedengangne 
Søn ville snart føre Læseren til hans stille Grav 
under Cestiuspyramidens Skygge; men forinden da: 
endnu 40 lyse, glansfulde Dage, rige paa de gladeste 
Minder, en romersk, mangebladet Rose, fuld af den 
lifligste Duft. 

Min Harald var styrket ved den dejlige Tur 
med de raske Søofficerer, de fordums Skole- 
kammerater; den havde gjort ham saa godt, bragt 
alle hans Evner i en forøget Aktivitet. Korvetten 
»Dagmars« Chef, en ældre, alvorlig, næsten stoisk 
Mand, havde tilbudt Harald, at han maatte følge 
med til Marseille, ja endog videre. Store Planer 
vare lagte i Retning af, at Harald om føje Tid 
paa et af Marinens Skibe skulde gjøre Turen med 
Jorden rundt. O, hvor han glædede sig dertil! 
Ostindien, Japan, Kina o. s. v., og alt det aande- 
lige og kunstneriske Udbytte ! H a r a 1 d s Øjne lynede 



97 

— hvor han da var smuk, den blonde, høje, kraftige, 
unge Mand med det lyse Mundskjæg over de svul- 
mende, bløde Læber, med kraftigt bydende BHk, 
der ofte havde noget lynende Stjerneklart, — med 
den høje Pande, hvorpaa Geniet havde præget sit 
umiskjendelige Stempel. Harald var kjæk og stærk 
som en Mand, god som et Barn; saa skær og sund, 
saa venlig og human, skjærmede han altid den Svage, 
tog den Forurettedes Parti , selv Dyrets , som han 
ofte med Fare for sin Person beskyttede mod Over- 
last. Det var Faderens Natur, der i dette som i 
saa mange andre Punkter havde faaet Udtryk hos 
ham ; men tillige forenede han dermed mit glade 
Sind, var altid fuld af Haab, frejdig, virksom i alle 
Retninger, hjælpsom, hvor det gjaldt, undtagen i 
den før omtalte Sorgens Periode. 

Harald havde, som før sagt, det morsomme Ta- 
lent i en Fart at kunne arrangere og improvisere 
en Fest, en Udflugt paa Landet o. s. v. — Man 
havde i »Skandinavisk Forening« ikke været rigtig 
tilfreds med Julefestlighederne. »Jerichau, lad 
os slutte Aaret glædeligt ved, at Du arrangerer os 
en Festaften; Du skal være Kommitte', Du alene, 
saa bliver det godt!« sagde flere unge Venner. 
»Ja, naar Moder og Søster med et Par andre kjønne 
Damehænder hjælpe, ved at lave Salater og Smørre- 
brød, og saa skal Ambrozzio (vor Kok) oven i 
Kjøbet assistere; for 2 Francs pro persona skal vi 

7 



o 8 



faa en yndig Aften! Er 1 tilfredse?« — »Tilstaaet!« 
hed det. — Saa bestilte vi Palmeblade og Epheu 
paa Monte Pinzio, og saa besørgede Harald alt 
andet Fornødent. Han var her og dér og Straale- 
mester tillige. Mine, Sofys og andre kjønne Barne- 
hænder og Kokken, der utrættelig rørte den som 
Slangens Edder stadigt dryppende Olie til Majonese, 
hjalp efter bedste Evne, og den sidste Aften i Aaret 
1877 var en af de yndigste og morsomste, som 
mindes i_vor Forening i Rom, og der blev levnet 
saa Meget af Rariteterne, at man samledes Nytaars- 
dag, for at tilintetgjøre de delikate Rester. Aaret 
var altsaa sluttet fornøjeligt, og fornøjeligt begyndte 
ogsaa det nye. — Derefter blev der taget alvor- 
ligt fat. Det var nu, som om Harald arbejdede 
med fordoblede Evner, han sang, saa det klang i 
vort dejlige Atelier; — og dejligere, end den smag- 
fulde, østerlandske, ved Harald udførte Udstyrelse 
af det store Rum, bleve alle hans Billeder. »Og 
naar jeg har malet nye Studier efter Naturen til de 
paatænkte nye Billeder, saa vender jeg hjem og 
jager og fisker og sejler i Danmark, i det kjære 
Hjem. Hjem ! Hjem ! « saaledes jublede han — og 
syntes at lege med Farverne paa Lærredet, saa at 
der fremtonede de skjønneste Kunstværker. Det 
store Billede, »Sardes« som Kaptajn, Brygger Ja- 
cobsen Aaret i Forvejen havde bestilt hos Ha- 
rald, og paa en saa rundhaandet Maade sendte 
til Pariser - Udstillingen og senere forærede til Chri- 



99 



stiansborgs Galeri, blev allerførst færdigt i Januar 
1878. »Ser Du, Moder, nu er det dog blevet fær- 
digt; nu er det godt, saa godt jeg kan gjøre det, 
det store Billede!« Og han gav et jublende Skrig 
fra sig, som han plejede, naar han var rigtig glad. 
»Nu kan jeg dø rolig«, sagde han igjen og gav 
mig et varmt Kys; »men Du maa ikke se saa al- 
vorligt paa mig. Moder! Jeg tror min Sandten, Du 
er nærved at græde? Nej, Moder, nu er jeg rask I 
vær rolig! vær rolig !» lo han; »Ukrud forgaar ikke 
saa let; min søde Mimmy faar at vente. Men véd 
Du, Moder« — og nu bleve hans Øjne fugtige — 
»hun er altid hos mig, altid tilstede, jeg er vis paa, 
hun glæder sig med mig over det store, vellykkede 
Arbejde, det tror jeg; men komme til mig, da jeg 
kaldte paa hende paa Graven, det vilde hun ikke; 
hun hår det for godt, hvor hun nu er, og jeg maa 
passe paa mig selv, at hun kun mødes engang med 
sin >egen Dreng«. 

Victor Emanuels pompøse Ligtog fandt Sted; 
den Dag var Harald mindre vel. Han havde et 
underligt Syn; han vilde ikke sige mig det strax, 
men senere erf6r jeg det. Da han saae Toget be- 
væge sig, syntes han, at det var ham selv, der fulgte 
efter Ligkisten, og helt svimmel skal han have været. 

Nogle faa Dage hvilede han nu ud, efter at 
»Sardes« var færdigt; han gik da omkring i flere 
af de bedste italienske og franske Atelierre »for at 
se, hvad bedres kunde«. »Ja, Moder«, sagde han. 



oo 



»der er nogle Fandens Karle imellem dem; men 
Meget er dog kun talentfuldt Effektjageri.« — Vi 
besøgte ogsaa i Fælledsskab flere Galerier og Kunst- 
udstillinger ; overalt udtalte han den frieste, skarpeste 
Dom og var tillige beredt til den største Anerkjen- 
delse af det Gode. 

Flere af Haralds Arbejder bleve endnu fuld- 
endte efter denne Tid. Han var flittigere end 
nogensinde; men han kunde dog ikke modstaa Jagt- 
impulserne, da han først blev indbudt til at ledsage 
Poulsens unge Søn, der havde Ferie, til Ostia. 
Det var bitterkoldt om Natten. »Tag Dig i Agt, 
Harald!« bad jeg. — »Men jeg har lovet Poulsen 
det. Moder, — det er Synd for det unge Menneske ; 
ganske uordholden kan jeg ikke være ; men i Stedet 
for 3 Dage lover jeg Dig, at det kun skal vare 
en eneste Dag!« — Ved Hjemkomsten om Aftenen 
følte han sig ikke ganske vel, men arbejdede dog 
flittigt hele den kommende Uge, led dog af Svimmel- 
hed, Søvnighed og andet Ildebefindende, saa at han 
ofte maatte afbryde Arbejdet, ja, engang var han 
med Pensel og Palet i Haanden falden i Søvn midt 
under Malningen. — »Bare jeg ikke samler paa en 
Tyfus, Moder; thi nogle Gange har jeg det saa helt 
underligt, og derpaa er jeg igjen helt rask.« »Pyt,< 
sagde han, »Indbildninger!« Han malede ivrigere; 
men han var hele Tiden Hdende, kunde jeg mærke. 
— Den 3die Februar 1878 afbrødes han i sit Ar- 
bejde ved, at Alberto Poulsen traadte ind i Ate- 



lOI 



lieret og opfordrede ham til en større Jagttur i 
Ostia. »Bliv, kjære Haraldi« sagde jeg. Han 
svarede: »Ja, det var vist bedst saaledes.« Vennen 
blev forstemt derved. »Jeg er ikke ganske vel,« 
sagde Harald, »og Sorrento-Billedet skulde være 
færdigt til Charlottenborg-Udstillingen«. — »Det er 
jo færdigt,« sagde Poulsen. »Er Du ikke rask, 
saa faar Du Godt af Jagtturen. Følg med!« — 
Harald saae hen paa mig. — »Hvad mener Du, 
Moder?« — - »Ja, kjære Dreng, det bliver Din Sag; 
gjør, som Du vil,« svarede jeg nu. — »Vil Du imorgen, 
det er Søndag, med So fy og Poulsens Hustru af- 
hente mig i Ostia, saa følger jeg nu med, saa skyder 
jeg Snepperne, som skulle brase paa Spiddet for Jer. 
Vin maa Du bringe med, den er daarlig i Ostia. 
Jeg skal ogsaa vise Dig Udgravningerne; det kan 
blive morsomt ! — Sig ja ! « — »Ja, ja, « svarede jeg, 
og som sagt, saa gjort! — Harald tog nu paa 
Jagt med Poulsen. 

Mennesket spaar og Gud raader! 

Glimrende i den klare Morgensol laa Kam- 
pagnens noble Linier atter foran os; det var 
koldt, men vi lode dog kun tildels Vognen slaa 
op. Da vi naaede Ostia, var det meget varmt. 
Her var Alt primitivt og tillige snavset; det følges 
altid ad. Fordums Storhed laa i hensmuldrende Ruiner. 

I Capanaen vuggedes Barnet ved det blussende 
Baal, hvorom gustne Kvinder med Feberansigter sad 
i Klynger, en meget gammel Kærling spandt paa 



'Cn Ten som en Parce ; hun hvilede paa en korinthisk 
Marmorkapitæl; tusinde Børn fulgte betlende efter 
os gjennem de udgravede Ruiner. 

Imens sad Harald i Osteriet og drejede Spiddet 
over Gløderne; Fuglevildtet laa i Bunker ved hans 
Fødder, 'men han frøs trods Ilden, saae bleg ud og 
var ikke munter, som jeg havde ventet. Efter 
Maaltidet pakkedes vi ind i Vognen; Harald bad 
om Plads i vor opslaaede Wienervogn, hvor han 
sad varmt indhyllet i Pelsværk med den store Vin- 
boccia (enorm Flaske), der ikke kunde tømmes, 
mellem Knæerne. Hesperus straalede med usæd- 
vanlig Glans fra Himlen over Rom; paa hele Hjem- 
vejen sang vi To — Harald og jeg — alle de 
de tænkelige danske og italienske Melodier. Jeg 
troede derfor, at han var saa glad og helt vel; men 
siden sagde han mig, at han sang for at synge sit 
Ildebefindende bort. 

Den 5te Februar — Dagen efter Ostiaturen — 
skulde der være Selskab hos os; Indbydelserne vare 
alt fire Dage forinden sendte omkring. Violinspilleren 
F. Con solo fra Konstantinopel skulde spille, og 
flere Andre vilde synge smukke Nummere. Harald 
ønskede helst, at Selskabet skulde udsættes, da han 
klagede over stærk Hovedpine; men dette kunde 
ikke finde Sted, idet det Hele var gjort for at skafl^e 
Consol o Bekjendtskaber i en indflydelsesrig Venne- 
kreds, og det var selve Selskabsdagen ; Steg, Kage 
og Vin vare desuden alt kjøbte. Saa hjalp Harald 



I03 

os da at ordne Alt paa det Bedste, men lagde sig 
derefter paa Sengen. »Er jeg rask nok, saa kommer 
jeg ind til Eder; men jeg bliver helst i Sengen; det 
er kun lidt Hovedpine«, sagde han, »men den er 
slem nok.« Blandt de Indbudne var ogsaa en meget 
anset Læge, vor egen Huslæge, Dr. Erhardt. »Sig 
mig, Doktor, hvad er der i Vejen med Harald? <^ 
spurgte jeg. Dr. Erhardt beroligede mig med, at 
det jo nok var et kjedeligt, maaské langvarigt, men 
ikke farligt Tilfælde, en ringe Grad af Solstik. Flere 
af Haralds Venner vare imidlertid gaaede ind til 
ham; han havde taget vor Værtindes afdøde Mands 
spidse, uldne Hue paa, fordi han troede at have faaet 
Gigt i Baghovedet. 

Imens klang Con solo s Violinspil og To stis 
smukke Romancer tilligemed Sofys og de Andres 
Sang gjennem den oplyste, med elegante Gjæster 
opfyldte Salon. Harald fik af og til i Soveværelset 
smaa Besøg af intime Venner; han nød Musikken 
i Frastand; kun naar denne hørte op og de mange 
Stemmer summede imellem hverandre, var det ham 
ubehageligt. 

Kl. I gik omtrent alle Herrer og de skjønne 
Fruer og Frøkener; kun Pietro Krohn og en 3 
å 4 andre af Haralds Venner forbleve, og Alberto 
Poulsen med Søn og Svoger kom Kl. iVa over 
Midnat. Vi passiarede, endnu siddende ved det 
vel anrettede Bord, da Døren aabnes og en høj 
Skikkelse med spids Hue og et stort grønlandsk 



I04 



Edderdunstæppe svøbt om sig, træder ind til os. 
Det var Harald, der var i Perlehumør. »Og nu 
skulle vi have det saa godt«, lo han; »jeg har kun 
lidt Hovedpine endnu, og den gaar nok snart over.« 
Saa drak han og spiste og sang, saa det klang, den 
ene Sang efter den anden, — men Hovedpinen gik 
aldrig over. Dette var den allersidste Gang, jeg 
hørte min egen kjære Harald le. Han gik i Seng, 
og vi troede Alle, at nu maatte Alt snart blive godt 
igjen; men det var sin Dødsseng, hvori han lagde 
sig; aldrig forlod han den, uden for at ombytte 
den med Graven*). O, hvilken Tid af Sorg og 
Jammer, der nu fulgte, først de 14 Dage og lige 
saa mange søvnløse Nætter, derpaa en tilsyneladende 
Bedring — saa igjen Tilbagefald uden ydre Anled- 
ning; 31 Dages Sygepleje, Dage, fulde af Haab og 
Fortvivlelse! Harald sov ikke i den Tid undtagen 
ved Morgengry; heller ikke jeg sov nogen Nat, ej 
heller om Dagen. At man holder Sligt udi Men 
en Moder kan Meget. 

Pietro Krohn hjalp de sidste 8 Dage med 

*) Haralds Billede »Sardes« var udstillet i vort Atelier 
paa Piazza del Popolo., mens Harald laa syg. Roms første 
Kunstnere af de forskjelligste Nationer trængte sig frem for 
at se det. Le Nepheu, det franske Akademis Direktør, 
og flere Andre stode over en Time foran det, studerende det, 
og udtalte sig saa gunstigt om det, at, da jeg refererede det 
til Harald, sagde han til mig: »Moder, nu er det Nok; de 
gjorde vist Nar ad mig.« 



I05 

at pleje den elskede Ven, med at trøste mig, hjalp 
og opofrede alle sine egne Forhold. De sidste 14 
Dage var det de herlige, »barmhjertige Søstre«, hvis 
Gudhengivenhed og KjærHghed jeg aldrig kan 
glemme, der troligen hjalp mig med de tunge Syge- 
pligter — og alle. Mennesker vare saa deltagende, 
saa kjærligel En Nat — det var den 2den Marts 
1878 — troede vi, at Harald maatte dø; men 
netop da standsede Feberen, og han blev af Lægen 
erklæret for frelst, da han kom om Morgenen efter 
at han havde opgivet alt Haab Aftenen iforvejen ; 
han antog, at Alt var forbi — men nej! — Harald 
var frelst! — Kun Den kan forstaa, hvad jeg følte 
ved at høre Ordet »frelst« fra Lægens Læber — den 
gode Læge, der elskede Harald, som kunde det 
have været hans egen Søn — kun Den, der som 
jeg har sørget og sukket ved et Barns Sotteseng, 
kun Den, hvis Øje har hængt ved Lægens Øje, ved 
hans Mund, naar han med den kjære Syges Haand 
i sin næppe kunde følge Pulsens voldsomme Takt, 
eller naar han lyttede til det rallende Bryst, kun 
Den véd tilfulde, hvad Ordet »frelst« betyder. 

»Sorg blev til Glæde vendt, 
Klagen endt.« 

Et Telegram blev nu ifølge Lægens Anmodning 
afsendt til Kjøbenhavn; det meldte min Mand, der 
ikke kjendte Sygdommens farlige Stadium, at hans Søn 
var frelst. Hvem kan beskrive min Lyksalighed! 



io6 



Han, som jeg saae kæmpe med Døden, for hvem 
. jeg havde vaaget, bedet, lidt i al den lange, lange 
Tid, han skulde leve igjen! Tyfusen var ovre! 
Krohn rejste nu til Perugia; han rejste nødigt, men 
det var en uopsættelig Rejse; ogsaa han troede be- 
stemt, at Harald var frelst; — men to Dage efter, 
uden ydre Anledning, lukkede min Yndling de elske- 
lige Øjne for evigt. 

Det var Perniziosa -(»den Farlige«), Malaria- 
Feberen, hentet i Ostia, standset ved Tyfus, der nu, 
da Tyfus-Feberen var overstaaet, krævede sit Offer. 
Det var den samme Sygdom, som havde krævet 
Victor Emanuels Liv. Jeg véd intet ædlere 
Hjerte, der ophørte at slaa, end Haralds. Jeg véd 
• heller ikke, om mere sand Deltagelse blev en Heden- 
gangen til Del, end ham. Dér laa han saa stille, 
saa højtidelig, med det fromme, kjærlige Udtryk i 
de velsignede Træk, der betegnede ham i Live. 
Tusinder af Blomster dækkede ham til. Laurbær 
slyngede sig for ham til mange Kranse, der bleve 
ham sendte. Aldrig saae jeg i Rom større Blomster- 
rigdom end den, der ydedes ham, da han den 6te 
Marts bares til sin sidste Hvile. Der var ikke Spor 
af den sorte Kiste; Alt var overklædt med Blomster. 
Det var en stor Skare, ikke alene af Landsmænd 
og Skandinaver, men af alle Nationers bedste Kunst- 
nere, der beviste min Søn den sidste Ære. Flere 
Gesandter og det franske Akademis Direktør vare 



tilstede ved Begravelsen. Det var en af de dejligste 
Foraarsdage. Kirkegaarden lignede en Blomsterhave, 
Vejen var smykket med pragtfulde Kamelier, der 
tyngede fra Grenene, Violer duftede fra alle Gravene, 
og Roserne knoppedes i den lune Luft. — Dejligt 
lød Sangen, skreven af N. Bredahl: 

»Det er saa yndigt at følges ad 
For To, som gjærne vil sammen være, 
Da er i Glæden man dobbelt glad 
Og halvt om Sorgen saa tung at bære. 
Ja, det er Gammen, at rejse sammen. 
At rejse sammen, naar Fjederhammen 
Er Kjærlighed. <f 

Vor Ven, som nu vi for sidste Gang 

Har fulgt paa Vandring, med Sorg og Klagen, 

Han elsked inderligt denne Sang, 

Den toned for ham paa Bryllupsdagen, 

Da Herren førte om Arne ammen 

Hans unge Hustru og ham tilsammen 

I Kjærlighed. 

Men Herren skjænked, og Herren tog — 
Ja, Barn og Hustru tog han i Eje ; 
Da syntes os det, at haardt han slog , 
Men Ingen aner hans skjulte Veje. 
Nu har han atter dem ført tilsammen 
I Fryd og Gammen, hvor Arneflammen 
Er Kjærlighed. 



io8 

»Det er vemodigt at skilles ad, 

For dem, som gjærne vil sammen være, 

Men, Gud ske Lov, i Vorherres Stad 

For evigt samles de Hjertenskjære.« 

Gud, lær hans Moder i Bøn og Amen, 

At dine Veje er allesammen 

Kun Kjærlighed. 

Foruden den tyske Præsts velmente Ord, var 
det Pastor Vedel fra Søllerød, der i hin Tid op- 
holdt sig i Rom, som i Modersmaalet talte ved 
Haralds Grav — talte saa inderligt, saa kjærligt! 
Han ihukom, at Harald midt i sin Febervildelse 
havde sunget: »Der er et yndigt Land«. 

Endelig sænkedes Kisten i Jorden. Paany ydedes 
der den kjære, afdøde Ven Blomster i Hundredvis, 
og de fulgte med ham i hans Grav. Solens Straaler 
brøde igjennem de ungbladede Grædepile og ind i 
de mørke Cypressers Skygge. En lille Fugl svang 
sig jublende op i Luften; det var, som om den 
tyede op mod »det yndige Land«. 

Saa gik Menneskene hjem. Men Graven der- 
nede danner, tilligemed de elskeligste Minder, et 
stærkt og stedse stærkere Baand mellem mig og 
Rom; thi Ingen kan elske inderligere end en Moder. 

Aldrig glemmer jeg, da Harald paa sit Døds- 
leje, imens hans kjære, afmagrede Fingre uroligt 
zitrende famlede om paa Sengetæppet, sang: »Der 
er et yndigt Land I« Hans Stemme, skjøndt kraftig 



109 

og klar, klang, som hørte den ikke mere denne 
Verden til ; men tydeligt sang den : 

»Der er et yndigt Land!« 

Hvad mente han dermed? — Det var Hjemmet, 
hin Sang gjaldt; — men hvilket Hjem? 

Vort rette Fædrenehjem! 



PLEASE DO NOT REMOVE 
CARDS OR SLIPS FROM THIS POCKET 

UNIVERSITY OF TORONTO LIBRARY 



ND Jerichau-BaiMann, Elisabeth 

723 Til erindring om Harald 

J47J4. Jerichau 



7i #sr rj. 

\Éår. A 











'ili-'k,....: ., . JV: